Odenses restaurationer oversvømmes af Guns N' Roses-publikum

Når 40.000 fans skal til Guns N' Roses-koncert på Dyrskuepladsen i Odense, kan det mærkes i hele Odense og omegn. Caféer og restauranter har kaldt ekstra mandskab på arbejde og smøget ærmerne op for at kunne modtage den ekstremt øgede mængde gæster.

Indbyggertallet i Odense vokser onsdag, når Guns N' Roses besøger byen. På de fynske spisesteder er man klar til at tage imod de mange ekstra sultne munde.

Et af de steder, der har forberedt sig på dagens voldsomme indryk af tørstige og sultne koncertgæster er Café Gertruds.

Ejer Mark Beetson fortæller, at de forventer et stort pres især mellem klokken 12 og 17. 

- Vi har næsten fordoblet vores mandskab og forventer et stort pres fra frokost og frem til klokken 17. I morgen har vi også ekstra mandskab på, for så skal alle de overnattende ud og have brunch, fortæller Mark Beetson.

Friske fustager står i kø

Også værtshusene ser frem til at lange rå mængder af kølende fadøl ud til de forventningsfulde koncertgængere. Christian 4-tal i Vintapperstræde har ekstra bemanding på i dagens anledning.

Det er endda, selvom der forventes at blive skænket 50.000 liter Albani-fadøl på Dyrskuepladsen, hvor koncerten finder sted.

- Tinderbox suger byen død, men da Vollbeat var i Tusindårsskoven, kunne vi virkelig mærke det. Det er voksne mennesker, som tager en overnatning og hygger sig i byen. Så vi er forberedt på rigtigt mange mennesker både før og inden koncerten og holder længere åbent -  til 02. Vi løber ikke tør for øl. Hele Odense skal komme på én gang, før vi løber tør for øl, lover Andrew Shackleton.

Fuldt hus og fulde gæster

Rigtigt mange koncertgæster vil i aften finde hjem til deres egen seng gennem det uundgåelige trafikkaos, der vil opstå, når koncerten slutter ved 23 tiden. Men ud af de 40.000 gæster har mange også valgt at booke en overnatning på Fyn. 

På First Grand Hotel har der været udsolgt i flere måneder. Men selvom der vil være både fuldt hus og fulde gæster, er hoteldirektøren i buddhistisk ro. Der er ikke kaldt ekstra mandskab ind i nat, for det er slet ikke nødvendigt at være nervøs for ballade.

- Det her er Odense. Det er voksne mennesker, venner og ægtepar, der skal ud og genopleve deres ungdom. Der er ikke grund til at forvente ballade. Det bliver såmænd ikke vildere end, hvis det var opera. Man kan højst se det på værelserne dagen efter, når der har været alkohol og tænke: "Nøj, der har været gang i den her".

- Ballade får vi kun, når der er boy bands og dermed fulde teenagepiger i byen. Så hvis Justin Bieber kommer, kan det gå helt galt, siger Lui Jensen, direktør, First Grand Hotel.

I Cafébiografen ved Brandts har indehaver Jørgen Christensen ikke ligget søvnløs over dagens koncert. Tværtimod så regner han ikke med, at dagen vil skille sig ud fra andre dage.

- Det kan da være, at vi har sovet i timen, men vores erfaring er faktisk ikke, at vi får specielt mange ekstra gæster. Under Tinderbox sidste år havde vi endda færre gæster. Men det bliver da spændende at se. Jeg tror lige, at vi vender den med personalet, siger Jørgen Christensen.

Oversigt

    Oversigt