I det fynske folks tjeneste

Odenses skoler skal renoveres

600 millioner kroner på vej til nedslidte skoler, børnehaver og idrætshaller i Odense. Et flertal i byrådet er enige om at bruge pengene fra salget af Odense Energi på at renovere nedslidte kommunale bygninger.

Paarup Skole er en af de skoler i Odense der trænger til renovering.

I følge Fyens Stiftstidende er De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Ny alliance blevet enige om en skitse til hvordan de 850 mio kroner fra salget af Odense Energi skal bruges.

I forvejen er partierne bag salget - herunder Socialdemokraterne og SF - blevet enige om at afsætte 250 millioner til ombygningen af Thomas B. Thriges Gade.

Nu er de borgerlige partier så også enige om, hvordan de resterende 600 millioner skal bruges. Det bliver først og fremmest børneområdet, der får en saltvandsindsprøjtning, men også idrætshaller og ældreområdet får glæde af pengene.
Partierne lægger dog op til, at der skal forhandles med venstre side af byrådet om sagen.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi prioriterer de nedslidte bygninger. Vi har jo allerede fået lavet en gennemgang af de eksisterende bygninger inden for børn-, unge- og fritidsområdet, der viser et efterslæb på 750 millioner kroner, siger børn- og ungerådmand Jane Jegind (V) til TV 2/FYN.