Odenses veje forfalder

Odense Kommune skal igang med at renovere hullede og nedslidte broer, cykelstier, fortove og veje for 134 millioner kroner de kommende år. Men det er langt fra nok.

Odense Kommune vil de kommende år bruge 134 millioner kroner på at renovere kommunens nedslidte vejnet.

I første omgang rettes fokus mod broerne, der kan føre til trafikbegrænsninger og omkørsel, hvis de er så nedslidte, at sikkerheden er i fare.

Det gælder for eksempel Rismarkbroen i det vestlige Odense, der er lukket for lastbiler, mens den renoveres.

Men 134 millioner kroner er en dråbe i havet i forhold til, hvad der er brug for, hvis hele Odenses vejnet skal op på et såkaldt middel niveau.

Det ville kræve 1,17 milliarder kroner over 10 år.

Det har by- og kulturforvaltningen regnet ud.

Rådmand Jane Jegind, Venstre, erkender, at byrådet har været tilbøjeligt til at underprioritere vejene og hellere gå efter mere sexede projekter som for eksempel nybyggerier.

Hun peger samtidig på, at der også skal være penge til børnehaver, hjemmepleje og plejehjem.

Stiler efter privat vedligeholdelse

Jane Jegind håber, at byrådet vil være med til at afsætte penge til at renovere vejnettet op til en standard, så private firmaer - for eksempel et asfaltfirma - vil være interesseret i at overtage den løbende vedligeholdelse i et varigt partnerskab med kommunen.

Den model har Svendborg haft gode erfaringer med.

Odense forsøgte det for nogle år siden, men det lykkedes ikke, fordi kommunens veje, broer, cykelstier og fortove er så ringe, at ingen private firmaer var interesseret.

- Derfor skal vi have grundlaget op i et niveau, så vi kan gøre private interesseret i et partneskab, siger hun til TV 2/FYN.

Hun tilføjer dog, at det kommer til at tage tid:

- Vi har jo også vores skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner, som også har brug for vedligeholdelse, siger hun.

Se mere om sagen klokken 19.30 på TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt