I det fynske folks tjeneste

Odenses yngste skal lære sprog med kasser

400 specialdesignede sprogkasser ”Sprog i hverdagen” er på vej ud til alle vuggestuer, børnehaver og legestuer i Odense. Kassen bliver begyndelsen på et øget fokus på de yngste borgeres sprog. Sprogkassen introduceres for ledere og medarbejdere på børne- og ungeområdet torsdag.

00:24

Odenses mindste borgere skal have styrket deres sproglige kompetencer med en ny sprogkasse. Foto: Arkiv/ TV 2/Fyn

1 af 2

Bogstavklodser, børnebøger og sprogkufferter. Det er indholdet i de 400 nye sprogkasser, der lander hos byens kommunale vuggestuer, børnehaver og legestuer i løbet af februar. Sprogkassen ”Sprog i hverdagen” er en del af Odenses styrkede langtidsinvestering i børnenes sprog, der skal inspirere og støtte det daglige arbejde med børnenes sproglige udvikling og læring. 

Læs også To-årige lærer bogstaver og tal i vuggestuen

- Sprog åbner tusinde døre og kan gøre drømme til virkelighed. Sprog har betydning for senere at blive dygtig i fagene, men også for evnen til at indgå i dybe relationer. Derfor er det ikke til at bære en viden om, at nogle børn er op mod to år bagud og ikke taler alderssvarende dansk, når de begynder i skole - uden at gøre noget ved det. Børns ordforråd som 3-årige har betydning for, hvor godt de læser i 6. klasse, og deres læseevne i skolen har betydning for deres tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet. Netop derfor er det særlig meningsfyldt, at vi i Odense sætter fokus på den helt tidlige sprogstimulering, så alle børn, uanset hvilken familie de er født i, kan vokse op med drømme og muligheder, siger børn- og ungerådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen (R) 

Sprogkasserne er Odense Kommunes nye værktøj til at styrke de mindstes sprogforståelse.

 

Sprogkassen bliver uddelt efter udviklingskonferencen torsdag om børns sprog, hvor 400 ledere og medarbejdere fra byens dagtilbud, skoler og sundheds- og forebyggelsesområde deltager. 

Leder af Børnehuset Tænkehatten Kirsten Busborg tror, sprogkasserne vil være et godt redskab til at styrke børnenes sprog.

- Vi ved, at mængden af børns sprog har betydning for, hvorden de lykkes i livet. Jo mere sprog man har, jo bedre odds har man, og vi også, at dem der har et lille ordforråd fortsat vil have det. Det er svært at indhente. Så det er meget vigtigt at få et stort ordforråd tidligt i livet, siger hun.

 

Sprog er nøglen
Vuggestuer, dagplejen og børnehaver spiller en afgørende rolle i børnenes sproglige udvikling. Derfor sætter den årlige udviklingskonference i dagtilbudsafdelingen i år fokus på den nyeste viden om børns sprog og hvad der skal til for, at børnene tidligt bliver stimuleret og tilegner sig sproglige kompetencer.

- Sprog er nøglen til, at børnene trives og udvikler sig i hverdagen, at de kan indgå i legefællesskaber, få gode venner og forstå sig selv og verden - og senere blive dygtige i fagene. Jeg forventer, at konferencen kan give os et fælles billede af, hvordan vi gør mere af dét, som virker, og hvilke håndtag vores engagerede medarbejdere kan gribe fat om i hverdagens sprogarbejde. Vi fortsætter vores udvikling af dagtilbud af høj kvalitet, så børn og forældre oplever både tryghed og læring for de yngste, siger dagtilbudschef Mette Hviid Laustsen.