Odins Bro lukket i tre timer

Odins Bro, der forbinder det nordvestlige Odense med den nordøstlige del af byen, var lørdag lukket på grund af tekniske problemer.

Tekniske problemer har lørdag formiddag omkring klokken 11.30 lukket Odins Bro, der forbinder Odense på tværs af kanalen.

Maritim koordinator Carsten Bjarnø, der lørdag betjener broen for Odense Kommune, har endnu ingen oplysninger om, hvorfor broen er ude af drift, men tekniske problemer midt på broen betyder, at broen ikke kan åbnes.

Derfor må både bilister, cyklister, fodgængere og skibe finde alternative veje rundt om kanalen eller vente på, at broen åbnes. 

- Vi har en tekniker, der arbejder på det, og vi har en anden tekniker på vej fra Sjælland, fortæller Carsten Bjarnø.

Lukket mindst en time 

Ifølge Carsten Bjarnø kører omkring 14.000 bilister over broen på en gennemsnitlig lørdag. Derfor arbejdes der på højtryk for at få broen åbnet igen. 

Trafikanter skal regne med, at broen er lukket i hvert fald en time endnu.

- Når den time er gået, håber jeg for pokker, vi kan få den op, siger Carsten Bjarnø.

Fyns Politi har spærret broen af, så ingen forgæves kører ud mod broen for blot at måtte lave en U-vending og køre tilbage.

Opdatering
Clock11. aug 2018, kl. 13:30
Åbningen af broen er udskudt til tidligst klokken 15.
Clock11. aug 2018, kl. 14:35
Odin Bro åbner tidligere end forventet. Efter at have været lukket i godt tre timer, er broen atter åben.

Odins Bro

Oversigt

    Oversigt