Ø-festival: Avernax er solidt plantet - på trods af storm

All inclusive-festivalen Avernax på Avernakø er kommet godt i gang. 600 voksne og 40 børn plus 100 øboere skal nyde en weekend med masser af musik fra undergrunden - og så troubadouren Allan Olsen..

Flere telte endte torsdag aften og nat i træerne, da stormen Johanne fandt sit centrum lige omkring Avernakø i det sydfynske øhav, men det har på ingen måde ødelagt stemningen.

- Hvis nogen har mistet deres telt, så sig lige til i informationen, så finder vi et nyt sted I kan sove, lød det fra scenen, da der fredag først på eftermiddagen blev budt velkommen til dagens program på Avernax - en velkomst der også bød på fællessang. 

To døgn tog det at sælge 600 billetter og 40 børnebilletter til Avernax år 2. Festivalen er i år udvidet med 100 billetter, men alligevel var der udsolgt næsten med det samme.

- Vi havde aldrig turdet drømme om, at vi ville stå med det her allerede nu, siger Pabi Chulo fra arrangørgruppen, som sammen med otte venner for to år siden undfangede Avernax under stjernerne ved en sommerfest på Avernakø - efter 20 år med drømmen.

- Avernax adskiller sig fra andre festivaller ved at engagere folk, og derfor vi har det koncept med all inclusive, eller med-det-hele som vi kalder det, så når man har købt billetten er alt gratis, og så behøver man ikke andet end at slappe af og være sammen med de mennesker man møder, siger Pabi Chulo, som er kunstner og deler sine adresser mellem København og Avernakø.

Connie Storm bor også på Avernakø, og hun er glad for at have fået festivallen som nabo tre dage i august. 

- Jeg synes, det er et herligt tiltag, og det er noget alle øboer klapper i hænderne over.

Alle godt 100 indbyggere på Avernakø har fået en gratis billet til Avernax og i Øboden kan festivalgæsterne komme og snakke med en af de lokale - blandt andre Connie Storm - om hvordan det er at bo på øen.

- Vi kan håbe, at de er nogle børnefamilier, der finder ud af, hvor skønt det er at være på øerne, og vi har fået sat Avernakø på landkortet, så vi er andet end en "by" syd for Faaborg, siger Connie Storm, inden hun fortsætter med det frivillige arbejde, hun også har travlt med under Avernax.

Bo Hansen fra Odense og Steen Frandsen fra Odense har fået lyst til ø-livet. I hvert fald under festivallen. TV2/FYN mødte dem på Ø-færgen på vej til Avernakø. Begge var på vej til Avernax for anden gang.

- Det er maden, bare hele arrangementet, pladsen, hele stemningen, de andre mennesker, siger Bo Hansen og bliver suppleret af Steen Frandsen:

- Jeg glæder mig til at se nogle gode, gamle venner og nyde Avernakø og høre noget god musik, spise noget god mad og drikke nogle øl.

Musikeren og sangskriveren Morten Søgaard skal spille med sit band Masasolo og er på Avernakø for første gang.

- Jeg vidste ikke engang, hvor Avernakø var, da vi blev booket for et år siden, men Peter fra bandet har haft en drengedrøm om en cykeltur til Avernakø, som aldrig gik i opfyldelse, så det var godt vi skal spille her, og det virker meget anderledes end andre festivaller, siger Morten Søgaard, da vi har lokket ham fra backstage-teltet ned til stranden, der ligger lige ved siden af festivalpladsen. 

Jacob Stadil er med til at booke kunstnere til Avernax, og han er også kommet en tur til stranden. 15 danske navne er på programmet.

- Vi går efter kunstnere, der ikke er så kendte i den brede offentlighed, kunstnere der er på vej op, og så har vi Allan Olsen, som kan samle alle.

Vi bliver lidt på stranden, for vejret, byder fredag eftermiddag på både varme og sol efter nattens storm, og det lokker da også mange festivalgæster i vandet helt eller delvist afklædt. Stemningen på Avernax er til det hele.

 

Oversigt

    Oversigt