Fynske øer kræver endnu billigere færger

Billigere færger er godt, men ikke godt nok. Sådan lyder det fra de fynske øer, efter Folketinget i dag vedtog billigere færgebilletter.

Fra august bliver det billigere at tage færgerne til de danske øer. I dag vedtog et enigt folketing at bruge 48 millioner i 2016 og 95 millioner i 2017 og frem på billigere færgetakster.

Men selvom det umiddelbart lyder som en god nyhed for øerne, så er det ikke alle, der er tilfredse. De danske øer ville nemlig have 288 millioner kroner. Det er den pris, det vil koste at gøre det lige så billigt at tage færgen som at køre den samme strækning på en landevej. Det såkaldte landevejsprincip.

- Vi byder selvfølgelig alle nedsættelser velkommen. Men hvis landevejsprincippet skal indføres, så skal vi jo have 288 millioner i stedet for, siger Rasmus Andersen, der er formand for beboerforeningen på Lyø.

Færgebilletterne vil kun være billigere i lavsæsonen i foråret og efteråret. I skolernes ferier og om sommeren og vinteren vil der stadig være fuld pris. Det får Ærøs borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) til at frygte for vintrene på Ærø:

- Jeg kan frygte, at vi får en meget død periode om vinteren. Folk vil selvfølgelig kigge på, hvad det koster, og der kan folk godt få den tanke at i stedet for at tage herover i december, så tager vi herover i november, for der er det billigere.

Men selvom der stadig er et stykke vej endnu, før øerne får indført landevejsprincippet, så tror Jørgen Otto Jørgensen på, at det nok skal blive indført på et tidspunkt:

- Jeg har ikke hørt nogen af politikerne sige, at det var det. Jeg har hørt dem sige, at det her, det var første step til, at vi kan få det fulde landevejsprincip.

 

 

Oversigt

    Oversigt