I det fynske folks tjeneste

Øl-firma nedjusterer forventninger efter ringe sommer

Køligt vejr i højsæsonmånederne juli og august får Royal Unibrew til at justere sit skøn for salget i 2017.

Royal Unibrew skruer forventningerne til 2017 ned med 100 millioner kroner.

Der klinkes færre flasker, når sommeren er kølig, regnvåd og overskygget af mørke skyer. 

Derfor nedjusterer Royal Unibrew forventningerne for 2017.

Landets næststørste bryggerigruppe solgte færre øl og sodavand i de første seks måneder af 2017 sammenlignet med året før. Det går dog stadig frem både for omsætning og indtjening. 

Læs også Glæd dig: Nyt mikrobryg på Flakhaven hver uge

Det viser halvårsregnskabet, der blev offentliggjort mandag aften. 

På grund af det dårlige sommervejr i Nordeuropa, som er et stort marked for Unibrew, dæmper selskabet dog forventningerne til hele årets omsætning til nu 6,25-6,35 milliarder kroner.

Tidligere var forventningerne 100 millioner kroner højere.

Læs også Ny direktør hos Rynkeby

Til gengæld justeres skønnet for driftsindtjeningen en anelse op til nu mindst 1,03 milliarder kroner mod før mindst 980 millioner kroner.

Koncernchef Jesper B. Jørgensen oplyser i regnskabsmeddelelsen, at Unibrew i halvåret "har gennemført en lang række kommercielle initiativer", som har "ført til en fortsat positiv udvikling".

- Vi har blandt andet lanceret flere nye produkter inden for specialøl, herunder nye Kissmeyer-produkter på det danske marked.

- I slutningen af andet kvartal blev det nye specialølsbryggeri på Albani i Odense taget i brug, og vi har igangsat etablering af et specialølsbryggeri i tilknytning til Lahti-bryggeriet i Finland, udtaler han.

Efter skat opnåede Unibrew et overskud i første halvår på 390 millioner kroner. Det er 26 millioner mere end året før.