Øl, hiphop og fest på slottet - Holmen Hustlers holder releasekoncert

Hiphop og feststemning invaderer torsdag aften Hindsholm, når fire af egnens sønner holder releasekoncert med deres nye album.

Kærlig, sprængfuldt, hyggelig og øldrikkende.

Det er de stikord, som de fire drenge fra Hindsholm ved Kerteminde vil sætte på deres releasekoncert, de spiller torsdag aften på Lundsgård Gods. Som i øvrigt er udsolgt. 

- Det er ikke alle og enhver herfra, der er vant til en koncertoplevelser i lokalmiljøet, så det betyder utrolig meget for os at kunne give en koncertoplevelse til dem, som det virkelig betyder noget for, siger Anton W. Hemmingsen, eller "Jokeren Anton," som er en af de fire drenge i bandet. 

Fynsk markvejshiphop

Holmen Hustlers lægger ikke skjul på, at de er et band med rødder i Udkantsdanmark. Tværtimod. Med deres dancehall og rapmusik tager de publikum med til Hindsholm, i folkemunde kaldet Holmen, og beretter om ungdom og udkantsliv. 

Så det er ikke nogen tilfældighed, at releasekoncerten for de 350 publikummer skal fejres i hjemstavnen. Længere ude i fremtiden venter Esbjerg og Odense, og drengene håber på, at flere fans og større publikum venter derude. Men i aften gælder det scenen på Lundsgård Gods.

- Vi håber jo, at publikum har den samme stemning, som vi har oppe på scenen. Så jeg håber, at folk kommer til at hygge sig og har en kæmpe fest, siger Rasmus  H. Sørensen.

Ny plade til folket

Albummet udkommer den 10. marts og har været et halvt år undervejs. Under arbejdet har drengene fået hjælp og arbejdet sammen med Von Dü.

- Vi har lært en hel masse af Von Dü. De har hjulpet os rigtig meget, især med vores liveperformance, siger Rasmus  H. Sørensen.

Til aftenens koncert skal de blandt andet spille nummeret Slå tiden ihjel. Det er dét nummer, Anton W. Hemmingsen glæder sig mest til at spille for publikum.

- Det handler om den tid, vi har haft det sidste års tid. Både med dem, der har lyttet og støttet, men også indbyrdes. Så det er et nummer, der betyder utrolig meget, siger han.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt