Økologiske øl hitter: Ørbæk Bryggeri skruer op for hanerne

Det østfynske bryggeri udvider produktionen og vil tredoble salget på fem år.

Salget af økologisk øl og sodavand fortsætter med at stige herhjemme, og nu satser Ørbæk Bryggeri på at få del i den eksplosive vækst. Alene fra 2014 til 2017 steg salget af økologisk øl med 300 procent.

Bryggeriet har i starten af 2018 ansat Thomas Hald Blouner som ny direktør og efterfølgende Andreas Falkenberg som ny brygmester. Og de kommer begge med en fortid i bagagen, hvor stor volumen har været en væsentlig del af arbejdsbeskrivelsen.

Thomas Hald Blouner har været salgsdirektør hos Harboes Bryggeri, mens Andreas Falkenberg har været produktionsleder hos Royal Unibrew i Odense.

- Det her er økologiens verden, og vi satser meget på høj kvalitet. Det er nyt for mig, men det er lidt som at komme ind i en ny familie, hvor vi holder sammen på tværs af økologiske producenter, siger Thomas Hald Blouner.

Satser stort og udvider 

Det seneste år har Ørbæk Bryggeri forøget lagerkapaciteten med 1.400 kvadratmeter og udvidet produktionen med et ekstra holdskift, så der nu arbejdes fra 04.00 om morgen til 20.30 om aftenen.

Medarbejderstaben er forøget fra 16 til 25, og ambitionen er en tredobling af salg og volumen inden for de næste fem år. Og det er med god grund:

- Der har aldrig været flere mikrobryggerier i Danmark, end der er lige nu. Det gør, at der til sidst vil være et udskilningsløb. Hvis man vil stå tilbage der, er man nødt til at investere og øge sin kapacitet for at overleve, siger Thomas Hald Bloune.

Vil øge salget markant 

Alene i år har bryggeriet sat næsen op efter en forøgelse af salget på 20 procent.

Det netop offentliggjorte regnskab viser et overskud på 13 millioner kroner før skat, og det er faktisk det dårligste resultat i fire år.

Men det skyldes først og fremmest, at bryggeriet har investeret i nyt produktionsudstyr og personale, fremgår det af regnskabet. Indtjeningen skulle gerne følge efter, når der kommer mere øl og sodavand ud til kunderne.

Ud over et stort hjemmemarked går 25 procent af produkterne til eksport - for sodvandenes vedkommende drejer det sig om 95 procent.

Nye økologiske produkter på vej 

I øjeblikket er der gang i udvikling og produktion af nye økologiske produkter, der skal booste salget endnu mere.

En økologisk sodavand lavet på roser og nye alkohol-frie øl med smag som almindelige pilsner er på vej ud af tappehanerne.

Ligeledes har Ørbæk Bryggeri indstillet maskineriet til at kunne levere storsællerten Fynsk Forår på fad til barer og cafeer over hele landet i løbet af sommeren. Bryggeriet har hidtil haft begrænset kapacitet til at kunne imødekomme efterspørgslen.

Niels og sønnen Nicolai Rømer købte det gamle bryggeri i Ørbæk i 1996, og siden er det kun gået en vej med salget - og det er opad.

Det fynske bryggeri, der er et af landets mest veldrevne mindre bryggerier, har i dag sine produkter på hylderne i de fleste større detailhandels-kæder. Det gælder butikker under Raitan Group, Coop og Salling Group.

 
Fotograf: Marie Louise Florival Andersen

Oversigt

    Oversigt