To østeuropæere narrede pengene fra kvinde i Føtex

To mænd stillede sig tæt på kvindens indkøbsvogn og kom derfra med hendes pengepung under en indkøbstur i Føtex i Odense.

En kvinde fra Odense fik sig en træls oplevelse, da hun handlede i Føtex på Vesterbro i det centrale Odense.

To tricktyve distraherede kvinden i vinafdelingen og kom derfra med hendes pengepung. Det oplyser Fyns Politi.

Tyveriet skete, da en østeuropæisk mand, som ikke talte dansk, henvendte sig til kvinden. Mens de snakkede tæt ved kvindens indkøbsvogn, kom en anden østeuropæisk mand hen til indkøbsvognen, hvor kvindens taske blandt andet lå i.

Pungen var pludselig væk

Lige pludselig gik de to mænd fra stedet. Kort efter opdagede kvinden, at hendes taske stod åben, og hendes pung var væk.

Kvinden har meldt tyveriet, der skete fredag ved 15-tiden, til politiet.  Hun beskriver den ene tyv som mand af østeuropæisk udseende, mellem 40 og 50 år og mellem 175 og 180 centimeter høj. Han er almindelig af bygning, skaldet og var iført rød trøje, sort jakke og grå bukser.

Den anden østeuropæiske mand er også mellem 40 og 50 år gammel og mellem 180 og 185 centimeter høj. Han er ligeledes kronraget og var iført blå skjorte, sort jakke og blå jeans. Derudover medbragte han en sort skuldertaske.

Hvis du har set noget i forbindelse med tyveriet eller har andre oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.  

Oversigt

    Oversigt