Hjulsporene er der endnu: Østfyns Museum finder 800 år gammel middelaldervej

På Torvet i Nyborg har Østfyns Museum fundet hjulspor på en vej, der måske kan dateres helt tilbage til 1200-tallet. Dermed kan en af Danmarks første hovedstrøg være fundet.

En vej, der allerede var taget i brug, da Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade i 1286, kan være fundet på Torvet i Nyborg. Det er Østfyns Museer, der har gjort opdagelsen, og museets arkæologer og amatørarkæologer er nu i gang med at grave den gamle vej fri.

- Det helt utrolige er, at hjulsporene er her endnu, og vi kan se alle de huller, som kusken har bandet over i sin tid, da han kørte her med sin vogn, siger Erland Porsmose, der er historiker og direktør for Østfyns Museer. 

quote Jeg har aldrig i mine mange årtier som arkæolog oplevet noget lignende. 

Erland Porsmose, direktør Østfyns Museer. 

Vejen er blevet fundet  i forbindelse med de arkæologiske udgravninger på torvet.

Årsagen til, man mener, vejen kan stamme helt tilbage fra 1200-tallet er, at der i laget over vejen er fundet potteskår, der vurderes at stamme fra 1300-tallet. 

Nyborgensisk glansperiode i 1200-tallet

Det lille stykke jord på Torvet i Nyborg giver et blik ind i en historisk periode i Nyborgs historie. Byens slot, Danehofslottet, blev bygget færdigt i begyndelsen af 1200-tallet, og på netop det slot underskrev Erik Klipping sin håndfæstning i 1282. 

Det kan meget vel være af den nyfundne vej, han ankom til slottet, inden han underskrev håndfæstningen, og det kan også være af denne vej, hans ni mordere ankom, da de i 1287 blev dømt til fredløshed på slottet.  

- Man kan næsten høre vognen skramle afsted og forstå, hvad det var for et samfund, der er tale om, siger Erland Porsmose. 

Vejen peger i den ene retning ned mod byens færgeleje, og i den anden retning peger den mod en af de hoveddæmninger, der stemte vand op omkring byen, fortæller museumsdirektøren. 

Reddet af gårde og turneringsplads

Ifølge direktøren på Østfyns Museum var man ikke klar over, at der lå en vej under torvet, inden man begyndte at grave. 

- Det er et fabelagtigt godt fund, siger han.

Vejen kan have bevaret sin gode stand, fordi der på et tidspunkt er blevet bygget et gårdanlæg henover. Senere opkøbte Christian den 3. flere gårde i byen, rev dem ned og byggede en ridderturneringsplads oven på vejen. 

- Jeg har aldrig i mine mange årtier som arkæolog oplevet noget lignende. At kunne afdække en hel vejføring og kunne se hjulsporene fra de folk, der har færdes her, det har jeg ikke prøvet før, siger Erland Porsmose.

Arkæologerne fra Østfyns Museer får hjælp af amatørarkæologer fra den fynske arkæologiforening Harja. 

- Vi får lov til at dykke ned i historien på en måde, som vi normalt bare kan stå udenfor og kigge på, at arkæologerne gør, siger Dorte Folkmann. 

Hjulsporene på vejen skal nu måles op, hvorefter man skal finde ud af, om der fandtes hjul i den bredde i 1200-tallet, så man med sikkerhed kan slå vejens alder fast. 

En vej fra Erik Klippings tid er fundet på Torvet i Nyborg. Hjulsporene fra datidens hestevogne kan stadig ses, og museumsdirektør Erland Porsmose er begejstret. 

Oversigt

    Oversigt