I det fynske folks tjeneste

Officielt: OB har købt Sæternes

Efter flere dages spekulationer er det nu officielt: OB har købt den norske angriber Bengt Sæternes, der kommer til klubben fra det norske tophold Brann.

Bengt Sæternes har skrevet under på en tre-årig kontrakt, der udløber 30. juni 2010, oplyser OB. Nordmanden har scoret 36 mål i 64 kampe for hans tidligere klub og i alt 107 mål i 211 kampe i den bedste norske række, Tippeligaen.

Direktør Kim Brink siger om købet af Sæternes:
- Bengt Sæternes er en rutineret angriber, der ved hvor målet står. Han er en fysisk stærk spiller, der giver mere vægt i vores angreb og flere muligheder i vores offensiv.

Bengt Sæternes ser frem til tiden i sin nye klub, som han har et udmærket kendskab til:
- Jeg har altid haft et godt forhold til Danmark og dansk fodbold. Jeg har fået muligheden for at komme til en topklub i Danmark, og jeg har registreret at OB satser stort i den kommende sæson, hvor vi forhåbentligt kan presse københavnerne, siger Bengt Sæternes.

32-årige Sæternes står noteret for syv norske landskampe og har tidligere spillet for Club Brugge KV, FK Bodø/Glimt, Odd Grenland, Viking FK, Egersunds IK.