Officielt: Verdens største Counter-Strike-turnering kommer til Odense

Arena Fyn i Odense skal til december være vært for finalerne i computerspillet Counter-Strike.

En af verdens største e-sportsorganisationer, Electronic Sports League, afslørede torsdag, at ESL Pro League-finalerne i computerspillet Counter-Strike kommer til Odense til december.  

Dermed bliver Odense vært for Danmarks første store e-sportsbegivenhed. Den samlede præmiesum vil være på en million dollar - eller cirka 6,5 millioner kroner.

Turneringen, der inden for e-sport kan sammenlignes med Champions League, vil finde sted i Arena Fyn fra den 8. til 10. december. Her forventes deltagelse af 12 af verdens bedste hold og op imod 13.500 tilskuere. Turneringen vil derudover blive fulgt af millioner af fans verden over.

E-sport er forskellige konkurrencer inden for computerspil. De største profiler tjener flere millioner kroner om året på at spille computer- og konsolspil. 

Se interview herunder med e-sportfansene Jeppe Mols og Niels Sundstrup, der for tre uger siden var i Polen for at se Counter-Strike live: 

 

Odense bidrager med millionsponsorat

Trods navnet regnes e-sport ikke for en sport, da der ikke er fysisk aktivitet involveret, men konkurrenceformen minder til forveksling om sport med lignende turneringsformater, store præmiesummer og rangering af spillere og hold.

Danmark har nogle af verdens bedste hold inden for netop Counter-Strike, blandt andre Astralis, som den fynske manager Frederik Byskov står bag. Også i computerspillet Fifa er danske udøvere blandt verdens bedste.

Det er første gang, at Electronic Sports League afholder et mesterskab i Danmark. De seneste finaler er blevet afholdt i Sao Paolo i Brasilien, New York i USA, Køln i Tyskland og senest Dallas i USA. 

Odense Kommune, der er hovedsponsor, bidrager med et sponsorat på 2,4 millioner kroner årligt de næste tre år. Aftalen sikrer, at der i de kommende år vil komme lignende begivenheder til byen.

Billetsalget starter fredag den 11. august. 

TV 2/FYN sendte pressemødet direkte på Facebook: 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du kan se interview med borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Jane Jegind (V) herunder: 

 

 

Oversigt

    Oversigt