Offshore: Medarbejderboom hos sydfynsk virksomhed

Sidste år var de 160 - nu er de 215. SH Group i Svendborg er i rivende udvikling.

Finanskrise og lavkonjunktur er ikke noget de beskæftiger sig med hos virksomheden SH Group i Svendborg. På bare et år har de øget antallet af medarbejdere med 35 procent.

- Siden august 2012 er vi vokset dramatisk, og denne udvikling forventer vi fortsætter. For at skabe plads til vækst, har vi derfor netop truffet beslutning om at udvide vores bygningsmasse, så der bliver arbejdspladser nok til rådighed, og vi er i fuld gang med at flytte rundt og gøre plads til nye kolleger og bygninger, forklarer administrerende direktør Morten Nielsen hos SH Group.

Virksomhed til vandet

Virksomheden er en offshore- og marinevirksomhed og laver altså forskellige løsninger på vandet. Det er særdeles oplagt på Sydfyn, hvor vandet er baghaven. Desuden har virksomheden specialiseret sig i kundetilpasning.

- Kunderne efterspørger samlede løsninger, og da vi har engineering, stål, hydraulik og automation in-house, så er vi et let valg for dem, forklarer direktøren.

Udover der 215 ansatte har SH Group 10 ansatte i datterselskabet Sepro Technology i Norge og 28 ansatte i SH Automation A/S.

Oversigt

    Oversigt