I det fynske folks tjeneste

Øget trafik skaber frygt for forlis

Øget olietrafik gennem Storebælt får miljøorganisation til at frygte for oliekatastrofe i Storebælt.

Øget olietrafik i Storebælt får WWF Verdensnaturfonden til at frygte katastrofe.

FN holder i denne uge møde i København om søsikkerhed.
Miljøorganisationen WWF vil have lappet huller i beredskabet, der skal
forhindre olieulykker i danske farvande.

Anlægget af de to nye russiske olieudskibningshavne Primorsk og Vysotsk er hovedårsag til, at skibstrafikken i Østersøen er vokset eksplosivt. Meget af olien skal gennem Storebælt og Øresund, der begge er ruter, som er meget vanskelige at besejle.

Derfor er det ikke længere et spørgsmål, om der vil ske en stor ulykke med udslip af tusinder af ton olie, men blot et spørgsmål om, hvornår sådan en ulykke er en realitet, lyder det advarende i en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden.

Fra 2000 til 2004 skønnes mængden af olie, der er fragtet gennem den miljøfølsomme Østersøen, mere end fordoblet. En finsk rapport skønner, at mængden kom op på 90 millioner ton olie i 2004, og at det tal vil vokse til 190 millioner ton i 2010.

Huller i sikkerheden

Miljøorganisationen har set på olietransporterne og naturbeskyttelsesområderne i og omkring de danske farvande.

Rapporten peger på en række huller i sikkerheden og opfordrer regeringen og FN's søfartsorganisation, IMO, til at stramme op på en række områder.

Hvis risikoen for olieudslip for alvor skal ned, skal der indføres lodspligt for alle gennemgående tankskibe, hele Østersøen skal overvåges elektronisk, sejlruterne skal så vidt muligt føres uden om de internationale natur- og fuglebeskyttelsesområder, og forskellige former for trafik skal holdes adskilt langs hele ruten fra Skagen til Bornholm, anbefaler WWF.

Menneskelige fejl

Rapporten udkommer samtidig med, at IMO's udvalg for maritim sikkerhed i den kommende uge holder årsmøde i København. Den er lavet af Peter Blanner, der er hav- og fiskerimedarbejder i WWF. Han peger på, at grundstødninger og kollisioner som oftest sker på grund af menneskelige fejl, og at det derfor drejer sig om at sætte ind på at hindre, at menneskelige fejl kan få katastrofale konsekvenser.

- Sejlruten er smal, snoet og tæt trafikeret, så risikoen for sammenstød er stor. Alligevel bliver der ikke taget hensyn til det sårbare natur- og dyreliv i havet, når der planlægges sejlruter - til trods for, at Danmark har forpligtet sig til at beskytte naturområderne, siger Peter Blanner.

Ikke kun antallet, men også størrelsen af tankskibene, der sejler gennem Storebælt, vil stige fremover. Derfor må sikkerheden øges tilsvarende, påpeger WWF.