OIK-trænere undskylder optrin i Hørsholm

OIKs sejr på udebane over Nordsjælland Bulldogs fik et kedeligt efterspil, da trænerne Dean Fedorchuk og Pär Johansson blev truet med en politianmeldelse. Men en undskyldning har nu lukket sagen.

Optrinet begyndte kort efter at kampen var fløjtet af. En tilskuer kastede et øl-krus ind i OIKs spillerboks, og det fik de to trænere til at storme op på tilskuerpladserne for at få fast i ham, der kastede krusset.

I følge Thomas Friberg fik de to trænere dog fat i de forkerte personer.

- Jeg ser, at en tåbelig tilskuer kaster et ølkrus og rammer hjælpetræneren i nakken. Han bliver meget ophidset og skriger: "Hvem kastede." Samtidig flyver han ud af boksen og løber op til mig.Træner Pär Johansson slår ud efter mig. Dean Fedorchuk tackler mig, så jeg falder, siger Thomas Friberg til sporten.dk

Samtidig bliver Thomas Friberg, der selv er tidligere ishockeyspiller, angiveligt overfaldet af den anden træner.

- Fedorchuk er løbet med og skubber mig i siden, så jeg falder på knæ. Jeg er noget større end ham og rejser mig op med ham på nakken. Han er vild i øjnene, og jeg er lidt bange for, hvad han kan finde på og holder ham ud i strakt arm. Derefter kommer kontrollørerne og skiller os, fortæller Thomas Friberg.

Afviser vold

De to trænere afviser dog denne udlægning og nægter at have brugt vold. Men lørdag eftermiddag udsendte OIK en pressemeddelelse, hvor de undskylder over for Thomas Friberg:

- Odense Bulldogs' trænerteam, Dean Fedorchuk og Pär Johansson, har i dag skriftligt undskyldt gårsdagens episode i Hørsholm overfor Thomas Friberg. Thomas Friberg har godtaget undskyldningen og begge parter er herefter enige om, at sagen er lukket, skriver OIK.

Oversigt

    Oversigt