OIKs Julian blev Årets Rookie

Danmarks Ishockey Union kårede tirsdag Julian Jakobsen som Årets Rookie i dansk ishockey.

'Julle', der i fredags fyldte 21 år, har haft en forrygende sæson efter skiftet fra AaB Ishockey sidste sommer. I 57 OIK-kampe producerede nordjyden 57 point (22+35), og var en decideret nøglespiller i powerplay.

De flotte præstationer bragte da også hurtigt en landsholdsdebut med sig, og her står han allerede noteret for 12 kampe i rødt og hvidt. For øjeblikket dyster han om en VM-billet til ishockeyens moderland i næste måned, skriver OIK.dk

Prisen blev overrakt ved en reception hos den canadiske ambassadør, Fredericka Gregory, i København. Jesper Damgaard fra Rødovre modtog desuden hæderen som årets MVP, mest værdifulde spiller, i ligaen.

Begge spillere kan opleves på tæt hold allerede på lørdag i StiftenStadium, hvor Danmark spiller årets sidste landskamp på hjemlig grund mod Letland.

Oversigt

    Oversigt