I det fynske folks tjeneste

Øjebæ rives ned i år

Ejeren af Vesterport-grunden lover (næsten), at odenseanerne kan stoppe med at lukke øjnene for rædselsbygningen i løbet af 2014.

Efter flere års ventetid og flere udskydelser bliver bygningen Vesterport i Odense snart revet ned. Ejeren siger, at det i hvert fald sker i 2014.

- Jeg bliver stærkt overrasket, hvis ikke den er væk i løbet af i år, siger direktør i Reitan Ejendomme, Stephan Sørensen, til TV 2/FYN.

Den gamle Cinemaxx-bygning har i flere år stået som et slags monument over nybygget forfald på hjørnet af Rugårdsvej og Vestre Stationsvej i Odense. Ejeren af bygningen - Reitan ejendomme - har tidligere sagt, at bygningen skulle rives ned i slutningen af 2013, men den står der altså endnu til stor fortrydelse for de mange passerende.

Men i følge direktør Stephan Sørensen er man meget tæt på en løsning.

- Det er stensikkert, at den bliver revet ned. Men der er nogle forhold, som vi arbejder med, som skal afklares først. Jeg vil ikke komme ind på hvilke. Men derefter bliver den revet ned, siger Stephan Sørensen.

Man kan fristes til at tro, at bygningen bliver i stand til selv at falde sammen, hvis ikke den snart bliver revet ned.

Også Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) forventer, at nedrivningen går i gang i 2014.

- Vi er i fællesskab med ejeren af grunden i gang med at lave en lokalplan sådan, at man kan få boliger og dagligvarer i området bag ved os. så forhåbentlig kan de gå i gang inden længe, siger Jane Jegind til TV 2/FYN.

Ved du noget? Så send os et tip