Fyns Amt godkender elsam-projekt
Fyns Amt er nu klar til at godkende Elsams planer om at bruge affaldsproduktet kød- og benmel som brændstof på Fynsværket. Amtet mener ikke, at det nye brændstof kræver en miljøredegørelse.
Elsams planer om at bruge kød- og benmel som brændstof på Fynsværket får nu amtets tilladelse. Forvaltningen i amtet har undersøgt Elsams ansøgning, og amtet ser ingen problemer i, at bruge kød- og benmel til fyring på Fynsværkets blok 3.
Miljø- og teknikudvalget skal godkende amtets indstilling på sit møde på torsdag. Men forvaltningen mener ikke, at projektet vil kræve en VVM-redegørelse.
Heller ikke embedslægen eller Odense Kommune ser nogen problemer i, at Fynsværket fyrer med kød- og benmel.
Elsams planer om at bruge kød- og benmel er blevet aktualiseret efter at EU har forbudt produktet til foder på grund af smitterisiko.