I det fynske folks tjeneste

Økonomisk krise på Mimeteatret

Mimeteatret i Odense har store økonomiske problemer, og har derfor ansøgt kommunen om et ekstraordinært tilskud på en kvart million kroner. Hvis kommunen afslår at hjælpe teatret, må Mimeteatret aflyse forestillinger i Odense til næste år.

-

Mimeteatret i Odense har store økonomiske problemer, og har derfor ansøgt kommunen om et ekstraordinært tilskud på en kvart million kroner. Hvis kommunen afslår at hjælpe teatret, må Mimeteatret aflyse forestillinger i Odense til næste år.


Mimeteatret i Odense modtager hvert år 646.000 kr. i driftstilskud fra Odense Kommune. Men nu ansøger Mimeteatret om et ekstraordinært tilskud på 250.000 kr. for at få økonomien til næste år til at hænge sammen.


Drager på turné
Social- og kulturforvaltningen indstiller til politikerne, at Mimeteatret får afslag på deres ansøgning om et ekstraordinært tilskud.


\"Hvis vi ikke får pengene, må vi aflyse vores forestillinger i Odense. Så drager Mimeteatret i stedet på turné, det er der vi kan tjene penge, \" siger Mimeteatrets leder Gert Pedersen.


Problemet for Mimeteatret er, at omkostninger til løn, scene og salg er steget, mens indtægterne fra forestillingerne er faldet. Teatrets største satsning i år - forestillingen \"Hvor tanker fødes\" -  måtte udsættes og det resulterede i manglende éntreindtægter.


Men i følge Gert Pedersen skyldes de økonomiske problemer ikke faldende indtægter.


\"I modsætning til de andre teatre, der har kontrakt med kommunen, så må vi selv betale husleje, lys og varme. Det har kostet os yderligere 250.000 kr, og derfor ansøger vi om et ekstraordinært tilskud, \" siger Gert Pedersen.


Forlader Grand Palace
Mimeteatret har allerede besluttet at forlade scenen i Grand Palace og flytte tilbage til teatrets gamle lokaler i Vestergade. Men det redder ikke teatret økonomi til næste år. 


\"Vi lukker ikke. Vi må bare løbe dobbelt så hurtigt. Men vi kan ikke genopsætte \"Hvor tanker fødes\" og lave en helt ny forestilling. Det kan vi ikke uden de 250.000 kr. , siger Gert Pedersen.


I følge teatrets kontrakt med kommunen er Mimeteatret forpligtiget til at have en positiv egenkapital. Men det mener kommunen ikke er realistisk uanset om der bliver ydet et ekstraordinært tilskud eller ej.