I det fynske folks tjeneste

OL-guld til fynske piger

To fynske fodboldspillere kan nu kalde sig OL-guldvindere.  Maria Clausen fra OB var anfører og Stina Lykke Pedersen fra Lunde på Nordfyn stod på mål, da det danske U-17-landshold fredag vandt guld ved ungdoms-OL i Paris.

-

To fynske fodboldspillere kan nu kalde sig OL-guldvindere. 
Maria Clausen fra OB var anfører og Stina Lykke Pedersen fra Lunde på Nordfyn stod på mål, da det danske U-17-landshold fredag vandt guld ved ungdoms-OL i Paris.

Og holdet får endnu et fynsk pust, da landstræner Henrik Lehm er fra Svendborg.

Reddede straffe
Holdet besejrede Schweiz 6-4 efter straffesparkskonkurrence, og her havde fynske Stina Lykke Pedersen i målet en vigtig rolle idet hun reddede schweizernes tredie straffespark.

\"Vi var meget heldige at få scoret til 1-1 to minutter inde i dommerens fire minutters tillægstid, så vi fik straffesparkskonkurrence\", fortæller træner Henrik Lehm efter hjemkomsten til Danmark.

12.000 tilskuere
\"Det var en fantastisk oplevelse. Pigerne spillede i 29 graders varme og pressede virkelig på, så vi gik helt amok, da vi fik overrakt medaljerne foran 12.000 tilskuere i Paris\", siger en glad træner.

God generation
Holdet havde kvalificeret sig til ungdoms-OL ved at vinde Nordic Cup, der i den aldersgruppe svarer til EM, og Henrik Lehm håber, at Team Danmark er opmærksom på, at der er en god generation af kvindelige fodboldspillere på vej.

\"Vi er på Team Danmarks prioriteringsliste og får støtte indtil 2005, men jeg håber, at Team Danmark støtter indtil de her piger får lov at bevise noget som seniorer. De træner virkelig målrettet - ti gange om ugen, og Danmark er seedet toer på ungdomssiden kun overgået af Tyskland\", fortæller træneren fra Fyn.

Ved du noget? Så send os et tip