Ol-håb satte sig på DM

OL-skytten Stine Holtze Nielsen fra Særslev dominerede ved weekendens DM i De Danske Skytteforeninger.

Den 20-årige skytte skyder til DM både imod mænd og kvinder, hvor hun i de internationale konkurrencer kun er oppe imod kvinderne.

Det ændrede dog ikke på, at hun kom hjem fra konkurrencerne med syv medaljer - fire af fineste karat.

Blandt andet vandt hun sikkert favoritdisciplinen 15 meter luft med 395 point af 400 mulige, og det var med to point foran nummer to.

Konkurrencen er selvfølgelig anderledes end de internationale stævner, ikke mindst til OL, som bliver Stines Holtze Nielsens første, men det får ikke den storskydende fynbo til at tage let på DM-kampen.

- Det er da ikke det samme som de store stævner i udlandet. Men her kender jeg alle, og skyder på foreningshold, hvor jeg gerne vil hjælpe min forening og mine klubkammerater. Derfor vil jeg også gerne gøre det godt her, fortæller Stine Holtze Nielsen efter konkurrencen.

Den 18. april tager hun sammen med de øvrige potentielle OL-skytter til World Cup stævne på OL-banerne i London.

Det kommer for alvor til at fungere som en smagsprøve på de rigtige konkurrencer til sommer.

Oversigt

    Oversigt