I det fynske folks tjeneste

OL-kvalifikation til Fyn

De danske håndboldherrer skal spille på Fyn, når de skal forsøge at kvalificere sig til OL næste år. Ihvertfald hvis det står til Fyns Håndbold Forbund.

Her skal 5000 håndboldfans heppe på håndboldherrerne.

I den endnu ikke færdigbyggede sportsarena ved Odense Congress Center skal 5.000 håndboldfans heppe deres hold til succes i OL-kvalifikationen.

- Det er helt klart et arrangement, som vi utroligt gerne vil lægge billet ind på, og det vil vi gøre snarest, siger Finn Toftegaard, der er næstformand i Fyns Håndbold Forbund til TV 2/FYN.
 
De danske håndboldherrer er efter bronzemedaljerne ved VM i Tyskland værter for en kvalifikationspulje på i alt fire hold, som formentlig i april næste år, skal kæmpe om to billetter til OL i Beijing.

Det gælder om allerede nu at lægge maksimalt pres på Dansk Håndboldforbund, så de vigtige kampe, ikke som tradtionen næsten foreskriver det, går til København og Århus.

- Vi kan sagtens fylde en hal her på Fyn med 5000 mennesker, siger Finn Toftegaard, der vil gøre brug af politiske kræfter for at få kampe til Fyn.

Rådmand Jane Jegind siger, at Odense Kommune er parat til at kæmpe for at skaffe en af de tre kvalifikationskampe til Odense.

- Vi har faciliteterne, og vi vil gøre, hvad vi kan for at skaffe den fornødne økonomi. Det er en spændende opgave for hele Fyn, siger Jane Jegind.