I det fynske folks tjeneste

Øl med overskæg

Det fynske mikrobryggeri Coisbo Beer har valgt at støtte Movember-kampagnen i år. Venner tæt på brygmesteren har selv haft kræft, og det blev incitamentet til at støtte kampagnen økonomisk.

Det fynske mikrobryggeri Coisbo Beer støtter Movember-kampagnen, der sætter fokus på kræft og mænds sundhed.

Det betyder, at der er kommet et flot overskæg på etiketten på Coisbo Beers populære øl-variant 5th Avenue, og bryggeriet støtter Movember-kampagnen med 10 procent af det samlede ølsalg af denne variant i perioden 14.oktober til 30. november.

- Vi mener, at det er vigtigt at være med til at gøre en forskel og bakke mænds sundhed op generelt, siger Anders Coisbo, indehaver og brygmester.

Idéen til at støtte Movember fik Anders Coisbo og hans salgschef Thomas Knudsen i fællesskab, da de har to fælles venner, som begge har været ramt af kræft.

Deres nære ven og jævnaldrende har været ramt af lymfekræft, men er nu erklæret rask efter et sygdomsforløb på 2 år.

- Jeg er fuld af beundring for hans måde at takle så svær en sygdom på, og det er jo helt fantastisk, at han i dag er erklæret rask. Faktisk er han stadig en del af Coisbo Beer, han er nemlig en stabil hjælper i forbindelse med afholdelse af messer og events. Så især på grund af ham syntes jeg, det var oplagt, at Coisbo Beer skulle støtte Movember, som jo netop har fokus på kræft og mænds sundhed," fortæller Anders Coisbo.

Testikelkræft

De fleste danskere kender mere end et menneske, som er eller har været ramt af kræft.

En anden af Anders og Thomas' nære venner har været ramt at testikelkræft, som sammen med prostatakræft er de to kræftformer, Movember sætter særligt fokus på.

Han er nu også erklæret rask, og det betyder ifølge Anders, dels at der er noget at kæmpe for i forhold til at skabe fokus på kræft og dels at det gør en forskel, at vi alle sammen tager ansvar for, at der kommer opmærksomhed og økonomiske midler til forskningen, så flere kan komme ud af deres kræftforløb som raske mennesker.

- Jeg har set, hvad kræft gør ved folk, og det gør ondt at se mennesker, man holder af være ramt af denne forfærdelige sygdom. Men jeg er også sikker på, at vi alle kan gøre en forskel - det er ikke så svært, slutter Anders Coisbo.

Ved du noget? Så send os et tip