I det fynske folks tjeneste

OL-medaljer glipper for baneholdet

Lasse Norman Hansen og resten af baneholdet gik glip af medaljer på 4000 meter-distancen.

Baneholdet i 4000 meter holdforfølgelsesløb tabte semifinalen til Storbritannien. Bronzen glippede også.

Det danske banehold i 4000 meter holdforfølgelsesløb, som i 2008 vandt OL-sølv i Beijing, vinder ikke medalje for Danmark ved legene i London.

Det står fast efter fredagens semifinale på den olympiske cykelbane, hvor danskerne som ventet tabte til favoritterne fra Storbritannien og samtidig missede chancen for bronze.

Den danske kvartet bestående af Casper Folsach, Lasse Norman Hansen, Rasmus Quaade og Michael Mørkøv klokkede tiden 3.57,396
minutter - det bedste for den sammensætning nogensinde - men briterne brugte kun 3.52,743 minutter i semifinalen.

Trods nederlaget kunne Danmark have sikret sig en bronzedyst, men den glippede akkurat, da Ruslands tid på 3.57,237 minutter sendte Danmark ned på femtepladsen i konkurrencen.

I torsdagens kvalifikation kørte danskerne for første gang under de magiske fire minutter i den nuværende besætning med tiden 3.58,298 minutter - fem sekunder bedre end deres tidligere bedste.

Briterne var kommet til semifinalen i verdensrekordtiden 3.52,499 minutter, og derfor var der på forhånd ikke meget tvivl om, at Danmark ville tabe til hjemmebanefavoritterne.

Michael Mørkøv, der sidste måned viste sig fint frem i Tour de France, er eneste genganger fra legene i 2008, og forventningerne har ikke været så store til Danmark denne gang.

Specielt ikke efter Alex Rasmussen fik en karantæne og dermed var ude af billedet til OL.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip