Ole og Nete Østergaard kan ikke pakke en rejsekuffert, uden der ligger ansigtsmaling og ballondyr pakket ved siden af strømper og undertøj.
Og dermed er de underholdende rekvisitter blevet en slags symbol på parrets forhold til den tredje verden.
- Vi fandt jo på det engang, vi var i Mexico, forklarer Ole Østergaard.
- Vi gik ind på en legeplads med et skilt, hvor der stod, at vi ikke kunne tale spansk, men at vi kunne male dem i hovedet. Det stod der på spansk. Og så begyndte der at komme børn. De store drenge turde pludselig godt, og så kom der mange børn. Mødre tog deres børn op af sengene, for de skulle også males. Vi blev ved i lang tid, og vi var rigtig sultne, men det var fantastisk, siger Ole Østergaard.
Han mener, at ansigtsmaling bryder de sproglige grænser ned.
- Det er sådan en slags non-verbal kommunikation. Man kan jo faktisk kommunikere fysisk, siger han.
Parrets interesse for den tredje verden startede i slutningen af 1990'erne, hvor Nete Østergaard begyndte at støtte SOS Børnebyerne gennem en indsamling i børnehaven, hvor hun arbejdede.
- Hver fredag havde vi bagt småkager, som vi solgte. Og i løbet af et års tid havde vi samlet 3.000 kroner ind, som vi gav til en SOS børneby i Chile, forklarer hun.
Initiativet på arbejdspladsen smittede af i hjemmet, hvor parret fra Strib fik rettet interessen mod de fremmede lande.
- Det er en slags engagement i andre lande og deres kulturer, der driver det, siger Ole Østergaard.
Støtte gennem fadderskab
Det var arbejdet med at hjælpe børn i andre lande, der virkede interessant for parret, der ikke længere havde hjemmeboende børn.
Og især begrebet fadderskab kom hurtigt på lystavlen.
- Vi kunne godt have betalt et beløb til SOS Børnebyerne, som de selv fordelte, men vi syntes det var lidt spændende med et fadderskab. Og da vi godt kunne lide at rejse, ville det give os et sted at rejse hen, forklarer Nete Østergaard.
SOS Børnebyerne
Parret blev faddere for en treårig dreng ved navn Elder fra Guatemala.
- Så besøgte vi ham derovre, lige efter vi havde fået ham. Det lyder så underligt at "have fået ham", men altså efter vi fik kontakt med ham. Det var en stor oplevelse at se, siger Nete Østergaard.
De fulgte Elders opvækt gennem årene blandt andet gennem breve fra børnebyen, der fortalte om Elders interesser.
- Han var specielt god til fodbold. De skrev om, at han trillede rundt med en bold, så der sendte vi noget fodboldtøj over til ham et par gange.
Tak fra Elder
Nu er Elder blevet voksen og er flyttet ud af børnebyen.
For nylig fik Ole og Nete Østergaard en video fra ham og SOS Børnebyerne, hvor de kunne se, hvordan han havde det nu.
Se videoen her:
Videoen var fyldt med gode nyheder fra Elder, der kunne fortælle, at han er blevet gift, venter barn og har ambitioner for fremtiden.
Jeg ved godt, at man kan se det som et uendeligt hul, der skal fyldes. Men hvis man ved, at der er nogen, der har det godt, så har man det også selv godt.
- Det var en stor oplevelse at se filmen derovre fra, siger Nete.
Og Ole supplerer:
- Han var helt på toppen, det var han faktisk. Så man bliver jo glad indeni, siger Ole og holder hånden op til hjertet.
Det bekræfter parret i, at de har gjort en forskel ved at støtte et barn i nød.
- Jeg vil ikke sige, det er en pligt. Men det er da sådan noget, man bør gøre, siger Ole.
Gennem tyve år har parret været faddere. Nu, hvor Elder er blevet voksen, er det et andet barn, der får fokus fra Ole og Nete.
Og selvom parrets månedlige støtte på 245 kroner kun er rettet mod ét barn i en verden fyldt med fattige børn, får det dem ikke til at vakle.
- Det er jo bedre at gøre noget end at lade være. Jeg ved godt, at man kan se det som et uendeligt hul, der skal fyldes. Men hvis man ved, at der er nogen, der har det godt, så har man det også selv godt med det, siger Ole Østergaard.
Tyve år med ansigtsmaling - og nu ballondyr
I starten var det kun ansigtsmalingen, der blev pakket. Ballondyrene er kommet til senere.
- Jeg er så begyndt at puste ballondyr, for ellers sad jeg jo bare og kiggede på Ole og snakkede med børnene så godt, jeg kunne. Så tænkte jeg "jeg kan vel også finde på et eller andet".
De to pensionister tager afsted så ofte de kan, men det koster naturligvis penge. Derfor sparer de op ved en gang imellem at leje deres hus ud til turister og bo ved deres familie.
- Jeg vil gerne til Oman og til Colombia, siger Nete.
Hun og Ole er slet ikke færdige med at opdage verden og sprede glæde og hjælp, hvor de kan. Bevæbnet med ansigtsmaling og ballondyr.
