Ole spiller med i ny film - hele byen står bag

Haarbys borgere og virksomheder har samlet næsten 200.000 kroner sammen for at lave en opdateret udgave af Haarbys sognefilm. For fremtidens skyld.

Landmand Ole Sand Larsen er på vej ud for at læsse foder af til sine Galloway-køer. Normalt ville han være alene om det, men i dag er han fulgt på vej af et kamerahold. 

- De vil jo lave en ny lokalhistorisk film, forklarer Ole Sand Larsen.

Fotografen beder ham bakke lidt med traktoren og komme rundt om hjørnet igen. Det gør han så, og optagelsen kommer fint i kassen.

Det er Haarby Lokalhistoriske Forening, der har sat filmproduktionen i gang for at fastholde et øjebliksbillede for eftertiden.

- Her får vi noget, der viser hele Haarby. Hverdagslivet i Haarby i 2017 på godt og ondt med erhvervsliv, skoler, immigranter, og så videre, forklarer Hans Ove Olesen, der er formand for foreningen.

Budgettet er på 215.000 kroner, og da langt de fleste penge er kommet fra byens erhvervsliv og enkeltpersoner i form af donationer, vidner det om en stor interesse for projektet.

Hverdagsfilmen fra Haarby skal ses som en efterfølger til tidligere produktioner, de såkaldte sognefilm, der blev produceret i 1949 og igen i 1960'erne. Navnet sognefilm hænger sammen med det geografisk afgrænsede område, filmen handler om. Dengang var det filmproducenten Ebbe Larsen og hans far, Tage Larsen, fra filmselskabet Orion Film, der optog film mange steder på Fyn. 

quote Det at skabe en fælles fortælling og bidrage til en kollektiv erindring, det kan være en vigtig identitetsskabende faktor.

Ulrik Lehrmann, lektor i medievidenskab, SDU

Ebbe Larsen har indvilget i at rådgive foreningen om den nye film, og han er også kommet ud til Ole Sand Larsens marker i dag.

- Vi havde blandt andet som mål at få skildret livet i Danmark i årene efter krigen. Specielt livet på landet, fordi min far forudså, at det ville undergå en kraftig forandring, siger Ebbe Larsen.

Sognefilmen har stadig en funktion

Dengang var det helt unikt, når der kom et filmkamera på besøg, for det var utrolig dyrt udstyr. I dag er situationen en helt anden, hvor alle og enhver går rundt med en telefon med videokamera i lommen. Alligevel kan lektor i medievidenskab Ulrik Lehrmann godt forstå, at den lokalhistoriske forening holder fast i at lave en decideret filmproduktion.

- Vi render alle rundt med vores smartphones, men det er meget private billeder, vi tager. Godt nok kan vi lægge noget på nettet, men det at skabe en fælles fortælling og bidrage til en kollektiv erindring om stedet, hvor og hvem vi er, det kan være en vigtig identitetsskabende faktor.

Og så tilføjer Ulrik Lehrmann, at selvom vi alle optager video i store mængder fra vores hverdag, kan det blive meget uoverskueligt.

- Du kan få en masse materiale, men ikke en samlet fortælling. Fidusen ved sognefilmen er, at der er en redaktion. Det er et forsøg på at lave en sammenhæng. Og det er nok ikke så tosset igen.

Oles filmfamilie

Det er ikke helt tilfældigt, at optagelserne i dag har fokus på Ole Sand Larsen. Som en af de få tilbageværende landmænd i Haarby-området repræsenterer han en indsnævret befolkningsgruppe. Dengang var landbruget en vigtig del af beskæftigelsen for mange mennesker, men det har ændret sig meget.

Og så spiller Ole Sand Larsen og hans familie en gennemgående rolle i filmene fra 1949 og 1965. I udgaven fra 1949 kan man se Oles far og farfar fiske rejer i Helnæsbugten, 100 meter fra hvor Oles køer går i dag. Og ved et tilfælde blev Ole selv filmet som seksårig til filmen i 1965, da han sad på et hølæs, der blev kørt fra en nærliggende mark.

Ebbe Larsen fra Orion Film veksler et par bemærkninger med journalist Jytte Reimer. Hun tilrettelægger den nye Haarby-film fra 2017 og tager dermed tråden op efter Ebbe Larsens ældre sognefilm.
Ebbe Larsen fra Orion Film veksler et par bemærkninger med journalist Jytte Reimer. Hun tilrettelægger den nye Haarby-film fra 2017 og tager dermed tråden op efter Ebbe Larsens ældre sognefilm.
Foto: Morten Albek

Den nye Haarbyfilm bliver produceret af journalist Jytte Reimer og fotograf Sven Storm, og de benytter lejligheden til at filme mødet mellem den tidligere filmproducent og landmanden. Det er en del af virkeligheden i 2017 og kan indgå i den nye film. På samme måde er fotografen også opmærksom på at filme TV 2/FYNs journalist og fotograf, der er tilstede. Vi er normalt meget opmærksomme på ikke at tage opmærksomheden, men vi er dog til stede, og derfor også en del af hverdagen i Haarby denne aprildag i 2017.

Derfor er det lige ved at blive forvirrende. Vi filmer dem, de filmer os, og vi filmer alle en tidligere filmproducent og en landmand, der har medvirket i tidligere film.

Optagelser til Haarbys sognefilm 2017.
Optagelser til Haarbys sognefilm 2017.
Foto: Morten Albek

Ole Sand Larsen selv er glad for at kunne bidrage til filmen. Af hensyn til dem, der skal se filmen i fremtiden.

- De skal tænke på, at sådan var livet dengang. Det er sådan, jeg tænker, når jeg ser tilbage. At tænke på udviklingen, siger han.

Herunder kan du se filmen 'Det var dengang - Haarby Sogn 1949', der blev baseret på Orion Films optagelser og senere vist på TV 2/FYN. 

Det var dengang - Haarby Sogn 1949

Oversigt

    Oversigt