I det fynske folks tjeneste

Olieselskab dømt for fynsk forurening

Chauffør fra Q8 pumpede 1000 liter olie i den forkerte olietank - og selskabet hænger selv på regningen.

Et olieselskab hænger selv på regningen efter olieforureningen på en ejendom i Hårby på Fyn. Selskabets forsøg på at skubbe ansvaret over på husejerens skuldre er mislykkedes.

Sagen drejer sig om et uheld i 2002. En chauffør fra Q8 tog fejl, da han skulle levere 1000 liter fyringsolie. Der var ingen hjemme, og i stedet for at pumpe olien over i en tank i garagen, som var låst, valgte han en gammel tank i et skur bag huset. Men denne tank var ikke afproppet, og resultatet blev, at jorden blev forurenet med godt 500 liter.

Kommunen gav Kuwait Petroleum ordre om at oprense forureningen, men siden har selskabet i retssystemet krævet husejeren dømt til at betale 1,2 millioner kroner, som oprensningen kostede.

Påstanden var, at ejeren burde have sikret sig, at den gamle tank ikke kunne bruges. Ved ikke at sørge for afblænding overtrådte husejeren en bekendtgørelse om olietanke, mente Kuwait Petroleum.

Men dommerne i Østre Landsret fastslog forleden, at bekendtgørelsen ikke drejer sig om overjordiske olietanke, og desuden har husejeren ikke optrådt på en måde, så der er grund til at laste hende.