Olieudslip og brand i Odense Havn

Under losning af cementskib løb cirka 200 liter olie ud i Odense Havn søndag aften. Mandag middag opstod der brand samme sted. Odense Brandvæsen og havnevæsenet fik dog hurtigt kontrol over begge dele.

-

Under losning af cementskib løb cirka 200 liter olie ud i Odense Havn søndag aften. Mandag middag opstod der brand samme sted. Odense Brandvæsen og havnevæsenet fik dog hurtigt kontrol over begge dele.


Olieudslippet skete, mens man var ved at pumpe cement fra skibet \"Portland\" ved Portland Cement i Odense havn. Til pumpningen bruges en kompressor, som lidt over kl. 19.00, søndag, løn tør for brændstof.


Ved en fejl blev der fyldt 700 liter på; men tanken rummer kun 500 liter. De overskydende 200 liter løb ud i havnebassinet.


Odense Brandvæsen og havnevæsenet blev alarmeret og der blev lagt olieabsorberende flydespærringer ud. Desuden tilkaldte man Miljøvagten, som tog prøver af olien.


Straks, olien var indkredset med flydespærringen, tog mandskabet fat på at fange olierester ved bolværket og skibet.


Flydespærringen bliver sendt til destruktion på Kommunekemi i løbet af mandag.


Dermed var ulykkerne dog ikke overstået. Pumpningen af cement fortsatte mandag, nu med kompressorens tank fuld af brændstof.


Ved middagstid udbrød der, af endnu ukendte årsager, brand i kompressoren. Igen måtte brandvæsenet tilkaldes, og ilden var hurtigt under kontrol. 

Oversigt

    Oversigt