Hårdt arbejde betales med mere hårdt arbejde i Ollerup

45 elever har fået lov til at forlænge deres højskoleophold i Ollerup. Til gengæld skal de arbejde hårdt i en uge - med hård træning som betaling.

Siden søndag har 45 højskoleelever arbejdet hårdt som 'bisser' på Gymnastikhøjskolen Ollerup. En 96 år gammel tradition, som blev startet af nogle af skolens første elever og den daværende forstander i 1920.

- I gamle dage var der ikke råd til håndværkere, så nogle elever foreslog at hjælpe, hvis de kunne få lidt ekstra træning. Det er en gammel tradition, og det har vi holdt fast i, siger Uffe Strandby, forstander på Gymnastikhøjskolen Ollerup.

I dag laver 'bisserne' primært vedligeholdelse, men tidligere har de også stået for større byggerier på skolen. Blandt andet idrætshallen og skolens svømmehal. 

I 1920'erne var det 'bisser', der byggede skolens svømmehal.
I 1920'erne var det 'bisser', der byggede skolens svømmehal.
Foto: Ken Petersen

- I dag kan vi ikke lave byggerier selv. Der er mange sikkerhedsbestemmelser, og der går ikke så mange håndværksuddannede på skolen længere. Men det er jo ikke forbudt at male eller fælde et træ, fortæller Uffe Strandby.

Normalt forlænger 'bisserne' deres ophold med 14 dage, men i år er det kun en uge på grund af landsstævnet i Aalborg, der sluttede søndag. 

Nu er de tilbage på højskolen, og frem til lørdag aften går dagene med hårdt arbejde og træning. Dagen starter med arbejde indtil frokost, og så står den på hård fysisk træning om eftermiddagen og aftenen.

- De har så meget lyst til deres idræt, at de vil gøre rigtig meget for at få træning og faciliteter. Og så har de været så glade for at gå her, at de gerne vil give noget igen, forklarer Uffe Strandby.

I 1930'erne byggede 'bisserne' blandt andet et friluftsbad på højskolen.
I 1930'erne byggede 'bisserne' blandt andet et friluftsbad på højskolen.
Foto: Ken Petersen

TV 2/FYN sender live fra træningen på Gymnastikhøjskolen Ollerup onsdag aften 19.30.

Oversigt

    Oversigt