Olsen takker Fall for sejr

OB vandt lørdag en tæt kamp mod Horsens. Men havde kampen været spillet sidste år, havde de ikke scoret to mål, mener fynboernes træner, Lars Olsen.

I sidste sæson var OB eksperter i at spille uafgjorte kampe i SAS Ligaen. Men i år har de vundet syv ud af otte og spillet en enkelt uafgjort. Ifølge holdets træner er spillet ikke blevet meget bedre, men det er afslutningerne.

- Kampene har udviklet sig ligesom i sidste sæson, men i år scorer vi på chancerne, sagde Lars Olsen efter kampen mod Horsens.

På trods af de mange gode resultater, mener træneren dog, at det kan blive bedre.

- I kampen mod Horsens har vi flere chancer til at lukke kampen, da vi er foran 2-1, men brænder dem, sagde Lars Olsen.

OB-træneren var dog fuldt ud tilfreds med især en spiller efter sejren over Horsens.

- Vi havde ikke vundet uden Djiby Fall i dag, konkluderede træneren.

Oversigt

    Oversigt