Ombudsmand kritiserer politidirektøren i Fyns Politi

Folketingets Ombudsmand kritiserer politidirektøren i Fyns Politi for at skabe usikkerhed om de ansattes ret til at ytre sig. Kritikken skyldes politidirektørens udtalelser til Fyns Amts Avis om landbetjentene på Ærø.

- Politidirektøren på Fyn havde efter det oplyste ikke til hensigt at begrænse de ansattes ytringsfrihed, da hun i en artikel i Fyns Amts Avis den 26. oktober 2015 udtalte sig om landbetjentene på Ærøs adgang til at ytre sig. Men politidirektørens udtalelser var egnede til at skabe usikkerhed blandt de ansatte om deres ytringsfrihed. Det skriver Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en udtalelse til Fyns Politi. 

Politidirektør Kit Claudi Grøn Iversen havde blandt andet udtalt, at landbetjentene på Ærø ”må stort set sige alt, når jeg er klar over, hvad de siger, og kritik er rejst internt først.”

Politidirektørens udtalelser i artiklen afspejlede ikke de regler, der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed og det kritiserer ombudsmanden nu.

- Offentligt ansatte har – med nogle få begrænsninger – ret til på egne vegne offentligt at kritisere f.eks. forholdene på egen arbejdsplads. Ledelsen kan hverken kræve at blive orienteret på forhånd, eller at kritikken er rejst internt først, siger Jørgen Steen Sørensen.

Ombudsmanden har nu henstillet til Fyns Politi at rette op på den usikkerhed om de ansattes ytringsfrihed, som politidirektørens udtalelser kan have skabt.

 

Oversigt

    Oversigt