Byrådsmedlem Per Berga Rasmussen vil arbejde for, at borgerne i Odense fremover får deres egen ombudsmand at gå til, når klagesagerne går i hårdknude.
Per Berga siger til TV 2/FYN, at han som politiker i stigende grad får henvendelser fra borgere, der kunne have brug for en ombudsmand til at se med uvildige øjne på deres sag eller selve sagsbehandlingen.
Ombudsmand for alle
Erik Simonsen, Ny Alliance, rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune, mener ikke, at der er behov for en borgerombudsmand.
Han mener, at det nyoprettede Rådet for Socialt Udsatte har fingeren på pulsen og at de kommunale sagsbehandlere arbejder meget professionelt. Han har derfor fuld tillid til, at de er i stand til at se på en afgjort sag, som borgeren klager over, med friske øjne.
Men Per Berga vil have en ombudsmand, der beskæftiger sig bredt med alle sager og problemstillinger, og ikke kun med sager inden for social og arbejdsmarkedsområdet.
Ideen med en borgerombudsmand er allerede blevet realiseret i syv sjællandske kommuner og i Sønderborg. Københavns Kommune fik allerede sin borgerombudsmand i 2004. De andre kommuner har alle fået deres ombudsmænd i 2007.
I København fik kommunens ombudsmand alene sidste år 1400 henvendelser.