I det fynske folks tjeneste

Ombygning af sygehus dyrere end forventet

En optimal ombygning af Sygehus Fyn Svendborg vil koste 408 millioner kroner og ikke 250 millioner kroner som amtsrådet har afsat. Det fastslår en ny generalplan for sygehuset.

Generalplan gennemgår ombygningen i Svendborg

En optimal ombygning af Sygehus Fyn Svendborg vil koste 408 millioner kroner og ikke 250 millioner kroner, som amtsrådet har afsat. Det fastslår en ny generalplan for sygehuset.

Konsulentfirmaet Carl Bro A/S har afleveret en rapport på 70 sider, der minutiøst gennemgår en ombygning af sygehuset i Svendborg. Rapporten slår fast, at den optimale ombygning, hvor sygehuset bliver moderniseret og sat i tip-top stand, vil koste 408 millioner kroner.

I september blev næstformanden for sygehusudvalget i Fyns Amt, Pernille Weiss-Pedersen(K), fyret som formand for det særlige byggeudvalg, da hun udtalte, at byggeriet ville koste omkring 450 millioner kroner.

Den nye rapport bekræfter til dels næstformandens påstand om, at de afsatte 250 millioner kroner ikke rækker til udbygningen på Sygehus Fyn Svendborg. Men det ryster dog ikke formanden for sygehusudvalget, der var med til at afsætte Pernille Weiss-Pedersen.

"Der er ikke noget nyt i rapporten. Vi har afsat omkring 250 millioner kroner til etape et, og det er det, det må koste", siger formanden for Sygehusudvalget Ester Larsen(V).

Rapporten skal nu bruges af politikerne i Fyns Amt, så de endelig kan beslutte sig til, hvor mange penge ombygningen må koste.