I det fynske folks tjeneste

Omfattende sparekatalog for folkeskolen

De voldsomme økonomiske problemer i Odense Kommune betyder, at byens folkeskoler skal spare 45 mio. kr fra 2003. Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune har udarbejdet et detaljeret sparekatalog, der blandt andet vil betyde et farvel til spiseordninger, ekstra timer, modersmålsundervisning og nedskæringer på skolefritidsordningerne.

-

De voldsomme økonomiske problemer i Odense Kommune betyder, at byens folkeskoler skal spare 45 mio. kr fra 2003. Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune har udarbejdet et detaljeret sparekatalog, der blandt andet vil betyde et farvel til spiseordninger, ekstra timer, modersmålsundervisning og nedskæringer på skolefritidsordningerne.


Børn- og Ungeområdet er uden sammenligning den mest udgiftskrævende forvaltning i Odense Kommune. Derfor er området også udset til at skulle bære de største byrder, når kommunen inden år 2003 skal spare 252 mio. kr.


Besparelser fra august
Forvaltningen er netop nu ved at finde de områder, hvor der kan spares penge, og tirsdag skal Børn- og Ungeudvalget tage stilling til et detaljeret sparekatalog.


Kataloget er opdelt i besparelser, der allerede kan effektueres til august i år og besparelser der først kan træde i kraft fra næste år eller 2004. Hovedparten af besparelser vil først have den fulde effekt fra næste år.


Kataloget
Forvaltningen sparekatalog indeholder blandt andet følgende elementer:



  • En opnormering af timetallet med én time fra 4-7. klasse droppes. Det vil i alt betyde besparelser for 1,2 mio. kr. fra 2003
  • Modersmålsundervisningen, som folketinget vil gøre frivilligt, bliver nedlagt. Den årlige besparelse vil være 3,5 mio. kr.
  • En ekstraordinær indsats for børn i Vollsmose aflyses. 3,2 mio. kr til  udvidet skolegang i Vollsmose spares årligt.
  • Skolebespisningen på Abildgårdskolen, H.C. Andersen Skolen, Humlehaveskolen og Kragsbjergskolen ophæves. Det giver en årlig besparelse på 2,2 mio. kr.
  • Skolefritidsordningerne indfører 4 ugers ferielukning og børnene bliver i stedet tilbudt pasning på i et storskoledistrikt. Årlig besparelse: 9,3 mio. kr.
  • Reduktion i normeringen på SFOerne, så der bliver 1 fuldtidstilling pr. 13,5 børn i stedet for som nu 13 børn. 4,4 mio. kr kan spares om året.
  • Afvikling af feriekolonierne for børn med særlige behov og for børn der ikke har andre muligheder. Den årlige besparelse, der ydes som tilskud til foreningen \"OPAD\" vil være på 3,2 mio. kr.
  • Besparelser i administrationen på 3 mio. kr årligt. Det vil betyde ca. 10 færre stillinger på skolerne.
  • En besparelse på skolernes rengøring og vedligeholdelse på i alt 5, 8 mio. kr årligt.
  • Reduktion i udgifterne til indkøb af edb og andet undervisningsmateriale. Årlig besparelse 1,3 mio. kr.
  • Nedskæring på svømmeundervisningen, så en lærer erstattes med en livredder. Årlig besparelse 0,5 mio. kr.
  • Ændring af skole- og klassestruktur. Forvaltningen foreslår undersøgelse af eventuelle skolenedlæggelser og etablering af fælles skoleledelser i Odense. Ukendt besparelse.
  • Videreførelse af lærernes nuværende regler om arbejdstid. Mulig besparelse 5,0 mio. kr. årligt.

Tirsdag skal politikerne i udvalget gennemgå sparekataloget, men i sidste ende er det op til Odense Byråd at beslutte hvilke besparelser, der skal effektueres.

Ved du noget? Så send os et tip