I det fynske folks tjeneste

Omvendte verden: Odense-robotfirma køber op i Silicon Valley

Blue Ocean Robotics har købt rettigheder og alle aktiver i Silicon Valley-selskab, der ejer "menneskelig robot". Foreløbig 30 nye job i Odense.

00:30

Blue Ocean Robotics, der holder til i Odense, har købt alle rettigheder til robotten Beam fra Suitable Technologies i Silicon Valley i USA.

Blue Ocean Robotics i Odense har netop erhvervet alle aktiver og rettigheder til robotten Beam fra Suitable Technologies i Silicon Valley.

Hovedkontoret flytter nu til Odense og trækker mindst 30 nye jobs med sig til at udvikle, fremstille og afsætte robotterne på det globale marked, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Læs også Robotvirksomhed lander millionordre: - Det er super vigtigt for os

Aftalens endelige gennemførelse sker efter en formel godkendelse i USA, hvorefter forretningen overdrages til den danske robotvirksomhed.

Beam er en fjernstyret mobil robot, der gør det muligt at kommunikere via skærm, kamera og mikrofon, samtidig med at robotten kan navigeres og være mobil selv i de fjerneste afkroge af kloden – en såkaldt “telepresence-robot”.

Læs også Kræftramte Kasper kan være to steder på én gang

Robotten er en af de mest udbredte og bedst kendte telepresence-robotter. På verdensplan findes der mere end 7.500 Beam robotter og mere end 160.000 brugere heraf. Potentialet skønnes at ligge langt over 100.000 robotter i årligt salg, anslår selskabet i en pressemeddelelse.

-  Beam kan bruges i mange sammenhænge, fra sikkerhedsgodkendelser i industrien, lægekonsultationer, syge børns adgang til skole og kammerater, eksterne censorer, fysioterapeuter og til museer, gallerier og uendeligt meget mere. Vi har set en konstant stigende afsætning. Det giver os blod på tanden til at overtage hele forretningen, siger administrerende direktør Claus Risager.

Eneejer

Med aftalen bliver Blue Ocean Robotics 100 procent ejer af hele Beam-forretningen.

Dermed har virksomheden både Beam og UVD Robots, en berømt, prisbelønnet robot til ultraviolet desinfektion på eksempelvis hospitaler, i porteføljen.

Læs også Overskud hos fynsk robotkendis

- Vi forventer en stor vækst på det globale salg af disse robotter over de næste to-tre år. Købet markerer desuden et skifte for Blue Ocean Robotics, der hidtil har haft primær fokus på at udvikle porteføljen af robotterne i samarbejde med strategiske kunder. Nu er tiden kommet til at skabe en solid global afsætning, siger Claus Risager.

Blue Ocean Robotics er kendt for at udvikle professionelle servicerobotter.

Hver robot-type er placeret i eget datterselskab, som står for at skalere salg, kundeservice, support og alt andet rettet mod marked og kunder globalt.

- Overtagelsen af Beam er en spændende udfordring, da vi skal have etableret et nyt set up for produktion og udvikling ligesom vores teams indenfor salg, support og service skal udbygges kraftigt. Vi forventer, at den samlede investering for moderselskabet løber op i et pænt stort tocifret millionbeløb, sige Claus Risager.

Hemmelig pris

Suitable Technologies, Inc. og Blue Ocean Robotics ønsker ikke at offentliggøre købsprisen. 

Ifølge erhvervsmediet Finans, der har talt med investor Peter Warnøe fra venturefonden Nordic Eye, er Blue Ocean Robotics nu værdisat til en milliard kroner.

Det er oplysninger, der fremgår af den igangværende investeringsrunde, hvor der skal rejses 75 millioner kroner i ny kapital.

Læs også Bag fynsk robotsucces: - Vi havde sagt til børnene at de ikke fik julegaver

Blue Ocean Robotics startede i 2013 og har i dag 65 medarbejdere. Blandt ejerne er blandt andet den fynske erhvervsmand Niels Thorborg.

Forhåbningerne er, at selskabet kan følge i hælene på Mobile Industrial Robots og Universal Robot som guldrandet opkøbsobjekt.

De to firmaer blev solgt til amerikanske Teradyne for henholdsvis 1,7 og 1,9 milliarder kroner.