Onyszko trækker beskyldninger tilbage

Efter at have beskyldt både sin egen rådgiver og klubdirektør Kim Brink for at lyve trækker OB-målmand Arek Onyszko nu i land.

Misforståelse

OB-målmand Arek Onyszko har været hård i flinten over for sin fynske klub. Direktør Kim Brink og sågar Onyszkos egen agent, Stanislav Kempa, er blevet beskyldt for at lyve. Den polske målmand havde fået opfattelsen af, at OB havde ført fordækt spil og allerede havde dømt ham færdig i klubben inden hans kommende retssag, men det var en misforståelse, siger Onyszko nu selv.

- Det hele er en misforståelse mellem min rådgiver, Stanislav Kempa, og mig. Jeg har været overbevist om, at OB ville have mig væk uanset udfaldet af min retssag i næste uge. Men jeg forstår nu på Kempa, at det ikke er rigtigt. Kim Brink har over for min rådgiver kun opstillet nogle scenarier for, hvordan OB vil forholde sig efter, hvilken dom jeg får. Det er hypoteser. Ikke realiteter. Kim Brink har ikke direkte sagt, at jeg skal væk, siger målmanden til B.T.

Arek Onyszko beklager nu, at han har misforstået sagen.

- Jeg beklager. Jeg har udtalt mig på et forkert grundlag. Jeg mener selvfølgelig ikke, at de lyver. Jeg kom med den beskyldning, fordi jeg havde forstået på min rådgiver, at det var helt slut for mig i OB, siger Onyszko til avisen.

Oversigt

    Oversigt