Onyszko vil ikke have OB-medalje

OB's tidligere målmand Arek Onyszko var så skuffet over tilråbene på Fionia Park, at han ikke ønsker den sølvmedalje, som han vandt med OB i sidste sæson.

Arek Onyszko vandt i sidste sæson sølvmedaljer med OB. Men den tidligere OB-målmand nåede aldrig at modtage sin medalje inden en fyring i sommerpausen sendte polakken til FC Midtjylland. Og efter de fynske tilskueres tilråb mod ham i mandagens opgør mellem OB og FCM i Odense ønsker han ikke sin medalje.

- Nu kan de få min sølvmedalje. Jeg vil ikke have den oven på den behandling. Hele anden halvleg sviner de mig til, og jeg stiller mig spørgsmålet: Hvad har jeg gjort forkert? Jeg ved det sgu ikke, siger Arek Onyszko til Ekstra Bladet.

Målmanden, der er blevet idømt tre måneders fængsel, hvoraf den ene er ubetinget, for vold mod sin ekskone, modtog i sin sidste OB-kamp en kopimedalje for andenpladsen i SAS Ligaen.

- Medaljerne var falske, jeg er aldrig siden blevet tilbudt en ægte, og nu kan det være lige meget. Jeg vil i hvert fald ikke have min - den kan OB's fanklub få, og så kan de jo hænge den op på væggen eller lade være, fortæller Onyszko.

OB vandt opgøret mod FC Midtjylland med 1-0.

Oversigt

    Oversigt