I det fynske folks tjeneste

Overskyet onsdag: Op med temperaturen og ned med vinden

Onsdagsvejret kommer til at minde meget om tirsdagens, dog med lidt mindre vind og lidt højere temperaturer.

Temperaturen kommer onsdag op på omkring 13-14 grader, når det er lunest og med en frisk vind fra nordvest. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tirsdagens blæse- og bygevejr bliver onsdag skiftet ud med lidt mere opholdsvenligt efterårsvejr.

- Der bliver skruet lidt op for temperaturen og lidt ned for vinden i forhold til i går. Men alligevel så føles det lidt efterårsagtigt, siger TV 2 Vejrets Jens Ringgård.

Tirsdag var vejret præget af skiftende vejr med både solskin og en del byger, og vejrværten kan ikke helt afvise, at det kan blive lidt mere af det samme i løbet af onsdagen med en byge i ny og næ.

- Men det generelle billeder er altså tørvejr, og langt de fleste vil opleve, at det holder tørt. Og måske oplever man det også i hele regionen, siger Jens Ringgård.

Temperaturen kommer onsdag op på omkring 13-14 grader, når det er lunest og med en frisk vind fra nordvest.

- Vinden vil opleves noget mindre end det, vi så i går. Der er heller ikke de her kraftige vindstød, og det er altså meget mere behageligt i eftermiddagstimerne og aftentimerne, siger vejrværten.

Når solen i aften går ned ved 19.30-tiden, vil temperaturen falde et par grader, og i aften og i nat bliver det fortsat tørt og mest klart vejr. Vinden bliver svag til jævn fra nordvest, og temperaturen kommer ned mellem fem og ti grader.

00:49

Se onsdagens tidlige vejrudsigt fra TV 2 Vejret.

Luk video