Solrig torsdag: Op mod 20 graders varme i eftermiddag

Der venter en flot og ganske solrig torsdag på Fyn.

Onsdagens ganske massive skydække er væk, og det betyder, at der er blevet åbnet til en helt anden himmel, end det man kunne opleve en stor del af dagen i går.

- Det var også en våd omgang. Det bliver det ikke i dag, siger TV 2 Vejrets Thomas Mørk.

Fra morgenstunden er der lidt lavthængende skyer over Fyn, men det er ifølge vejrværten ikke noget af betydning.

- Så det er ganske pænt derude med lidt, nogen eller meget sol, sådan lidt afhængig af hvor man er henover dagen, siger Thomas Mørk.

Der venter en fin torsdag med temperaturer op omkring 16-17 grader, men i løbet af eftermiddagen kan der komme enkelte mindre byger.

- Men jeg tror virkelig, man skal være uheldig for at blive ramt. Men skal man blive ramt af en byge, vil det nok være nord for Odense over mod Kerteminde-kanten. Ellers ligner det en tør og fin eftermiddag, siger Thomas Mørk.

Ifølge DMI's prognose for torsdagsvejret på Fyn kan vi få op mod 20 graders varme flere steder.

I nat får vi tørt og mest klart vejr og temperaturer mellem fem og ti grader. Vinden bliver svag til jævn fra sydvest.

Se torsdagens tidlige vejrudsigt.

Oversigt

    Oversigt