Op til 700 levende mink stjålet

Mellem 500 og 700 levende mink blev natten til onsdag stjålet fra en minkfarm ved Vedtofte. Ejeren tror, at tyvene ved præcis, hvad de er gået efter. 

Op til 700 brune alvsdyr-minke er i nattens løb forsvundet fra Halsted Mink ved Vedtofte.

- Da vi kom onsdag morgen, kunne vi se, at der havde været voldsom aktivitet, for der var mange dækaftryk og fodaftryk i sneen, siger Alex Nissen, indehaver af Halsted Mink til TV2/Fyn.

Alex Nissens første indskydelse var, at det var dyreværnsaktivister, der havde sluppet dyrene løs.

- Men der løb ikke særlig mange minke rundt, og da vi kom ind i den store hal, kunne vi se, at hele rækker af bure var tømt, fortæller Alex Nissen.

Professionelle bagmænd

Både Alex Nissen og politiet vurderer, at det er professionelle, der har stjålet minkene.

- Det er ikke noget enhver kan gøre. Man skal vide helt præcist, hvad man har med at gøre, og det kræver, at de har haft transportkasser og handsker og lignende med, siger Alex Nissen.

Hvem, der står bag tyveriet, ved politiet ikke. Hvis nogen har set eller hørt noget usædvanligt i området natten til onsdag, bedes de kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt