Opbakning til borgmester efter planer om afskedigelser: - Endelig

Konservative i Odense glæder sig over, at borgmester Peter Rahbæk Juel “har fået øjnene op” for, at kommunen bliver nødt til at spare millionbeløb på administration for at få råd til velfærd.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har planer om at skære ti procent på administration for at råd til mere velfærd. Det fortalte han i et interview på TV 2/Fyn torsdag aften.

 

Det betyder, at mindst 100 ansatte i kommunen risikerer at miste jobbet, og det møder opbakning fra både rød og blå blok i byrådet.

- Endelig! Det her sagde vi (Konservative, red.) i valgkampen. Odense er overadministreret, og borgmesteren afviste det. Det er rart, at han har fået øjnene op for, hvor mange penge der ligger dér, siger byrådsmedlem og rådmand Søren Windell fra Konservative til TV 2/Fyn.

SF: Ældre har brug for pleje og omsorg

Også i SF er der opbakning til den socialdemokratiske borgmester.

- Vi er pinedød nødt til at finde nogle penge til de mange ældre, der har brug for pleje og omsorg, til en trængt folkeskole og ordentlige normeringer i børnehaverne, siger byrådsmedlem og rådmand Brian Dybro fra SF.

Med afskedigelserne i den kommunale administration vil borgmesteren skaffe 60 millioner kroner til kommunekassen.

Hvilke grupper skal afskediges i administrationen, så I kan lave det første hug på 60 millioner kroner i besparelser?

- Det er det arbejde, der går i gang nu, hvor direktørerne og en taskforce skal se på, hvor det er, at vi kan spare nogle penge på administrationen, siger Brian Dybro.

Borgmesteren vil nedsætte en gruppe eksperter, som skal finde flere penge, der kan flyttes til velfærd. 

Det vides ikke, hvornår afskedigelserne vil ramme Odense Kommune, eller hvem der mister jobbet.

Oversigt

    Oversigt