Opdagede svindel og blev fyret

En medarbejder ved Odense Nord Miljøcenter blev fyret efter hun fik mistanke om svindel.

Kontorassistent Helle Olsen fra Odense gik til sin nærmeste leder med mistanken om svindel ved Odense Nord Miljøcenter. Det kom til at koste hende jobbet, skriver Fyens Stiftstidende.

Fyret for at være illoyal

Ledelsen i det kommunalt ejede Odense Renovation mener, at Helle Olsen i stedet for den nærmeste leder skulle kontakte selskabets øverste ledelse. Derfor blev hun fyret for at være illoyal.

Men Helle Olsen turde ikke henvende sig direkte til direktør Thomas B. Jørgensen. Hun frygtede, at han kunne være med i svindlen, siger hun til Fyens Stiftstidende.

Da Helle Olsen i første omgang konfronterede sin nærmeste chef i indvejningen på miljøcentret, havde han truet hende til tavshed. Chefen er nu en af de sigtede i sagen om svindel i millionklassen.

Kan få negative konsekvenser

Formanden for HK/Kommunal Midt, Pia Tørving, vurderer, at Helle Olsen har udvist ansvarlighed.

- Hun gjorde det rigtige ved at gå til sin nærmeste leder. Det er klart, at hun bliver skræmt, da han truer hende.

Pia Tørving mener, at behandlingen af medarbejderen kan få meget negative konsekvenser.

- Hvilke medarbejdere tør komme frem med ting, når de risikerer en fyring? Risikoen er, at meget nu vil blive tiet ihjel, siger Pia Tørving.

Hverken direktøren eller bestyrelsesformanden i Odense Renovation vil kommentere den konkrete sag.

Oversigt

    Oversigt