Opgang evakueret efter drukkammeraters sofabrand

To venners drikkelag endte med ild i stuen i en etageejendom i Nyborg. Ingen kom noget til.

En hel opgang måtte en tur på gaden, da der natten til torsdag udbrød brand i en lejlighed i Nyborg.

To personer blev indlagt til observation for røgforgiftning.

I lejligheden havde den 47-årige indehaver en 33-årig kammerat på besøg, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Kim Munksgaard:

- De har været i byen og drikke og kommer hjem og drikker lidt videre, og på et tidspunkt går indehaveren i seng, og kammeraten bliver ude på sofaen.

- Pludselig bliver indehaveren vækket af kammeraten, som er i panik og siger, at der er ild i sofaen, og det breder sig ret hurtigt, lyder det fra vagtchefen.

Brandvæsnet blev tilkaldt, og ilden kom hurtigt under kontrol. Den nåede kun at brede sig fra sofaen til et sofabord, men der var en del røg i lejligheden, og hele opgangens beboere blev evakueret under slukningen.

De 15-20 personer er tilbage i deres lejligheder igen.

Den 33-årige mand er stærkt chokeret efter oplevelsen, og han kan ikke selv forklare, hvad der er sket.

- Vi har en mistanke om, at han sad og røg, da han faldt i søvn sofaen.

- Han siger selv, at han drømmer, at der var gået ild i ham, og da han vågner, så er der faktisk ild i ham. Der er i hvert fald gået ild i hans tøj på armen, siger vagtchef Kim Munksgaard.

Ingen af de to personer i lejligheden kom noget til.

Oversigt

    Oversigt