Opgang evakueret efter køkkenbrand

En opgang måtte evakueres og en 93-årig kvinde køres på skadestuen, da der tirsdag middag opstod brand i kvindens lejlighed Fyrreparken.

Fyns Politi fik lidt før middag melding om røg fra bygningen, der ligger i Fyrreparken i Odense.

- Da vi kommer frem, bliver bygningen evakueret, og brandfolkene kommer op i lejligheden, hvor de finder den 93-årige kvinde, siger vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi.

Der er opstået brand i kvindens køkken - formentlig i forbindelse med madlavning.

- Kvinden er blevet kørt til skadestuen for at blive tjekket for røgforgiftning. Hun vil sandsynligvis også blive tjekket for, om hun kan have haft et ildebefindende, siger vagtchefen.

De øvrige beboere kunne kort efter vende tilbage til deres lejligheder igen.

Oversigt

    Oversigt