I det fynske folks tjeneste

Opråb om kickstart i Faaborg

Faaborg-Midtfyn Kommune og Region Syddanmark opfordrer nu regeringen til at lave en kickstart i Faaborg og nedsætte en taskforce, der skal hjælpe de fyrede slagteriarbejdere.

Det er Faaborg-Midtfyns borgmester, Christian Thygesen og regionsrådsformand Carl Holst, der i fællesskab har sendt et brev til flere ministre.

De to venstrepolitikere opfordrer til et hurtigt møde om sagen med Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, Henrik Sass Larsen, minister for erhverv og vækst og Dan Jørgensen, der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

- Det er desværre ikke første gang, at vi ser masseafskedigelser i Region Syddanmark. Men på baggrund af erfaringerne fra Lindø, Danfoss og LM Windpower ved vi, hvor vigtigt det er, at alle gode kræfter samles hurtigst muligt, siger regionsrådsformand Carl Holst.

I brevet opfordres ministrene og alle relevante parter til, at man hurtigst muligt får nedsat en task force, som fokuserer på omstillingen af den enkelte medarbejder og i særdeleshed på at skabe vækst og nye arbejdspladser med udgangspunkt i de styrker og potentialer, der er til stede på Fyn.

- Sagen har naturligvis højeste prioritet her i kommunen, for med Danish Crown og Tulips pludselige lukning af slagteri og færdigvarefabrik står byen og området i en meget alvorlig situation. Der skal skaffes beskæftigelse til næsten 500 medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at vi sammen fokuserer på, hvordan der kan skabes den nødvendige vækst og udvikling i Faaborg, siger borgmester Christian Thygesen (V), Faaborg-Midtfyn Kommune.

TV 2/FYN sætter i aften fokus på situationen i Faaborg, når vi en ekstraudgave af Debat med Buch spørger "Hva' nu Faaborg?". Både Carl Holst, Chrisian Thygesen og Carsten Hansen deltager i debatten. Se med på TV 2/FYN fra klokken 19.30

Ved du noget? Så send os et tip