I det fynske folks tjeneste

Opringning fra chefen hjælper på sygefraværet

Region Syddanmark har sparet mange penge på at nedbringe sygefraværet.

Region Syddanmark har gjort status over de tiltag, der sidste år blev iværksat for at nedbringe sygefraværet. Især en tæt kontakt mellem chefen og den ansatte ser ud til at virke.

Det fungerer på den måde, at regionens ansatte får planlagte telefonopkald fra chefen, der skal høre, hvordan det går, og om arbejdspladsen kan hjælpe med noget.

 

- Det er et tegn på trivsel, at man har færre sygedage, og det er til gavn for arbejdspladsen, for det giver besparelser. Men det er da helt sikkert også til gavn for patienterne, fordi det frigør ressourcer til vores mange nye opgaver. På den måde styrker det tre områder, og jeg hæfter mig da også ved, at der er bred opbakning, siger regionrådsformand Carl Holst (V).

Millionbesparelse

Region Syddanmarks sygefravær var på 4,7 procent i 2010. I 2013 skal det være sænket til 4,1 procent.

I 2012 var målet 4,3 procent, og det mål blev lige præcis nået. Det svarer til gennemsnitligt 11,2 sygefraværsdage pr. fuldtidsstilling og en besparelse på 14,6 millioner kroner.

Regionsrådsformand Carl Holst maner dog til besindighed.

- Vi har nu plukket de lavthængende frugter. I løbet af det næste år får vi at se, om vi også kan tage et langt, sejt træk og også mindske fraværet blandt dem, der har det største fravær, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip