Oprør mod Tre-For?s sponsorering af OB

Fire fremtrædende politikere indkalder til høring om Tre-For. De vil skabe en folkebevægelse for åbenhed i selskabet.

25. maj skal Tøjhuset i Fredericia runge af protest over
milliondyre sponsoraftaler på Fyn, lukkede dagsordner og
fortrolige beslutninger uden om forbrugerne i
forsyningsselskabet Tre-For, som Middelfart Kommune også er med i.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad fredag.

Tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen (S), viceborgmester Mads Lund (I), Ivan Toftgaard (SF) og Inger Nielsen (K) står bag initiativet - ikke som politikere, men som kunder og forbrugere i selskabet.

Voldsom arrogance

- Vi håber, at mange vil møde op og give udtryk for, at de er enige med os, og at det kan gøre indtryk på bestyrelsen og ledelsen i Tre-For, siger Mads Lund.

De fire mener, at det er udtryk for voldsom arrogance, at bestyrelsen og ledelsen så kontant afviser at fortælle, hvad sponsoraftalerne indeholder.

Forklaring udeblevet

- Jeg havde måske troet, at de mange læserbreve og protester ville udløse et lille knæfald, og de ville forklare sig og som minimum orientere repræsentantskabet om aftalerne i detaljer. Men de gør det modsatte, siger Mads Lund.

Undervurderet reaktion

De fire mener, at bestyrelsen har undervurderet reaktionen hos forbrugerne.

- Det virker, som om vi har en bestyrelse, som slet ikke magter at tale direktionen imod, siger Ivan Toftgaard.

Oversigt

    Oversigt