Oprydning efter Vejsvin

Der bliver snakket rigtig meget om miljø og klimaforandringer. Men det nære miljø er mange fynboer åbenbart fuldstændig ligeglade med. I hvert fald må Middelfart Kommune en gang om året bruge store summer på at rydde op efter folk, der smider deres affald i naturen.

Tirsdag startede 40 ansatte i Middelfart Kommune den årlige oprydning af vejene. På Fjellerupvej tæt ved Grønnemose var der nok at komme efter.

- Tomme øldåser, cigaretpakker og alt muligt andet skrammelt ligger og flyder, siger Conni Hugger, der er Vejmand i Middelfart Kommune.

- Folk er blevet ligeglade og mange tænker, at når det er ude af vinduet så er det væk. Men det er det ikke, siger Teamleder i Middelfart Kommunes entreprenørafdeling, Brian McDermott.

Sidste år samlede vejmændene fra Middelfart Kommune fem tons affald eller i alt fem store containere fyldt med skidt.

- Vi har masser af skraldespande og genbrugsstationer, så der er ingen undskyldning for at smide affaldet i naturen, siger Brian McDermott.

Det koster omkring 400.000 kroner at have 40 ansatte til at samle skrald i en måned. Og dem der skal rydde op har kun et ord for dem der smider affald i naturen.

- De er nogle svin, siger Conni Hugger.

Vejmændene har osse fundet mere eksotiske ting som bilsæder, dæk og kummefrysere, der var efterladt i naturen. 

Oversigt

    Oversigt